Længe leve familien

Det føltes, som om urene i Paris gik i stå et øjeblik i november i fjor, da medierne bragte meddelelsen om Azzedine Alaïas død. Modeverdenen var i chok. Alaïa var én af de sidste couturiers af den gamle skole – én af dem, der med saks og nål i hånden havde arbejdet sig op helt nedefra og hele vejen op til toppen. Én af dem, der altid betragtede sig selv som håndværker – som skrædder og ikke som designer. Han rettede sig ikke efter spillereglerne i en branche, som i tidens løb med stadig flere kollektioner pr. år blev stadig mere toptunet med henblik på maksimal profit. Alaïa afholdt to shows pr. år. De fandt altid sted uden for rammerne af den officielle Fashion Week – og ikke før, end mesteren var færdig og tilfreds med sine kollektioner.  

Siden 1991 boede og arbejdede Alaïa i sit store palæ i det centrale Marais. Her havde han sit atelier, sin bolig og sine kontorer. Og ligeledes det berømte køkken-alrum, hvor jeg også selv en gang var så heldig at få lov til at sidde med ved bordet. For hvis man ville tale eller arbejde sammen med Alaïa, måtte man først spise til middag med ham. Sammen med ham og resten af hans familie. Den omfattede hans samlever, den tyske maler Christoph von Weyhe, hans veninde og modefabrikant Carla Sozzani, hans ansatte og en stadig skiftende gruppe kendisser, som f.eks. Naomi Campbell, der kaldte ham ”papa”, siden han tog hende under sine vinger, da hun var 16. Den tunesiske modeskaber, som voksede op uden far blandt stærke kvinder, havde skabt sig en anden form for storfamilie, som han altid samlede omkring sig på de hvide stole rundt om spisebordet. Den eneste sorte stol var reserveret til ham selv – til den lille mand, som altid gik klædt i sin sorte Mao-habit. 

I hall’en, hvor Alaïa afholdt sine modeshows, er der nu indrettet en offentlig tilgængelig udstilling, som ikke blot holder hans mode levende, men i lige så høj grad hans familiefølelse. I forbindelse med alle ferniseringer samles de vidt spredte mennesker, som Alaïa betragtede som sin familie, og som efter hans død fortsat er stærkt knyttet til hinanden. ”Påstanden om, at man i modeverdenen kun omgås hinanden overfladisk, passer simpelthen ikke,” udtaler Christoph von Weyhe. ”I hvert fald ikke hos os.” 

Den aktuelle udstilling „L’alchimie secrète d’une collection“ viser, i hvor høj grad selve palæet påvirkede Alaïas særegne og tidløse stil. I forbindelse med det årelange renoveringsarbejde i palæet, som engang tilhørte biskoppen af Beauvais, fandt den historisk interesserede Alaïa ud af, at den borgerlige Jeanne-Antoinette Poisson modtog sin selskabelige opdragelse og lærte hoffets spilleregler i netop dette hus. Hun blev senere verdensberømt som ”Marquise de Pompadour” og som Ludvig d. 15.’s elskerinde. Azzedine Alaïa havde været fascineret af hendes livshistorie, siden han var barn. Og således var forårs-/sommerkollektionen i 1992 – den første, som blev skabt i de nye lokaler i Marais – en hyldest til det 18. århundrede, men i en helt moderne fortolkning. Smalle taljer, lange skørter, dybe halsudskæringer, peplum. I stedet for blonder anvendte Alaïa imidlertid perforeret læder – som korsetter, bælter eller bustier. Kollektionen gælder i dag for en af de mest symbolske i Alaïas samlede værk, ligesom hans hus i Marais er samlingsstedet for Paris’ mest trofaste modefamilie.

„L’alchimie secrète d’une collection“, 18 rue de la Verrerie, 75004 Paris, til og med 6. januar 2019 dagligt kl. 11 - 19.