I den syvende himmel

Danselegenden Bianca Li inviterer til virtuelt „Bal de Paris“ i den tidligere natklub Le Palace. Mademoiselle Lili dansede med.

Til slut modtager jeg stående bifald fra en hujende menneskemængde. Jeg kaster håndkys ud fra scenen og bukker afslappet som en anden superstjerne. Mon dieu! Sikke en optur! En rigtig omgang ego-massage! I virkeligheden får jeg en klump i halsen og begynder at svede i håndfladerne, hvis jeg er sammen med mere end 20 mennesker ad gangen. Men i den virtuelle verden spiller den slags slet ingen rolle. Det er ren magi. For det er slet ikke mig, der bliver hyldet derude. Det er bare min avatar!

Jeg havde ingen forestilling om, hvad jeg gik ind til, da jeg en fredag eftermiddag tog ind på den tidligere legendariske parisiske natklub Le Palace. Inde i en mørk dansesal blev jeg tilsluttet en hel masse ledninger. Jeg fik en tung rygsæk fyldt med elektronik over skuldrene og arme og ben overplastret med censorer. Til sidst blev jeg udstyret med et sæt overdimensionerede briller – og så var jeg derude for første gang. Ude i den såkaldte augmented reality. I det dér metaverse, som alle taler om for tiden. Men ikke for at slås, kæmpe eller skyde løs. Jeg var kommet for at danse.

Jeg bliver ledsaget ind i en Chanel-forretning, hvor jeg kan vælge en kjole. Sælgeren beder mig vende mig om. I et virtuelt spejl venter mit Chanel-avatar med smalt ansigt og modelmål. Armene, som kommer til syne for enden af de sløjfepyntede ærmer, er ikke mine. De tilhører en farvet kvinde. Kun mine bevægelser i spejlet røber, at jeg er mig. Jeg genkender kun mine venner på deres stemmer. En helt uforlignelig og fremmedgørende følelse. Og så går vi ellers i gang.

Sammen med ni andre deltagere og tre professionelle dansere begiver jeg mig ud på en vanvittig rejse gennem tid og rum. Vi starter i en gigantisk parisisk balsal i det 19. århundrede. Jeg kan selv afgøre, om jeg bare vil slentre rundt derinde og kigge på de mange mennesker, eller om jeg ønsker at byde danserne eller gæsterne op til dans.

Jeg danser vals sammen med én af de professionelle. Så bliver vi ført ned til en bådebro og sejler afsted på en magisk sø ét eller andet sted i Italien. Havfruer og frøer svømmer synkront. Det er morgen, og inde bag brillerne mærker jeg den kølige brise ude fra søen. Båden gynger under mig. Efter et besøg i en havelabyrint, hvor jeg erfarer, at jeg kan danse tværs gennem mure og hække, tager vi sporvognen tilbage til Paris. Vi smutter ind i en kabaret à la Moulin Rouge, hvor vi sammen med andre langbenede danserinder slutter af med en frisk cancan.

Da vi atter vender tilbage til virkeligheden, er jeg drivvåd af sved bag briller og maske. Jeg føler mig helt salig. I løbet af mine tre kvarter som drømmedanser havde jeg hele tiden opholdt mig i det samme lokale – men jeg havde alligevel færdedes i en helt anden verden.

Den spanske danser og koreograf Blanca Li, som har boet og arbejdet i Paris siden 1992, har i tidens løb ikke blot overskredet grænserne mellem hiphop, flamenco og ballet, men også iscenesat koncerter med Beyoncé, Kylie Minogue og Daft Punk såvel som modeshows med Jean Paul Gaultier, Azzedine Alaïa og Christian Lacroix. Med sit virtuelle „Bal de Paris“ har Li for første gang gennembrudt lydmuren mellem danseteater og augmented reality. Det fortjener bifald!

I Paris indtil medio marts 2022, www.lebaldeparisdeblancali.com