I hotelbaren kl. halv et om natten

Hvis man som enlig kvinde rejser en del rundt i verden, skal man regne med at blive udsat for lidt af hvert. Det skal man ikke, når man sidder i baren på Hotel Le Bristol i Paris. Her føler Mademoiselle Lili sig bare godt tilpas.

Tænk f.eks. på Venedig. Som enlig kvinde på forretningsrejse bliver man ofte totalt ignoreret. Det er altid det samme: Jeg sidder med knurrende mave ved et bord på en restaurant. Rundt omkring mig tager andre folk plads, og tjenerne kommer straks med menukortet. Men de kommer ikke over til mig. Når jeg beder om et menukort, kommer tjeneren med to – og så går han sin vej igen. Ovre ved nabobordet får de serveret deres pasta efter 20 minutter. Men jeg har ikke engang fået lov til at afgive min bestilling endnu. Jeg har allermest lyst til at råbe: „Skal en kvinde virkelig altid have en fyr på slæb for at kunne spise spaghetti i Venedig?“ Men det er mit italiensk desværre ikke godt nok til.

Når jeg bor på et dejligt hotel i en fremmed by, under jeg mig som regel altid en drink, inden jeg går i seng. Jeg elsker livet i baren på et Grand Hotel – og det har jeg gjort længe inden filmen „Lost in Translation“. Hotelbarer er transitzoner, hvor vildtfremmede mennesker mødes. Her spiller skæbnen sit store lotteri, og en sjælden gang kan der være gevinst. I New York skete det engang, at jeg uden at tænke over det smilede til en enlig herre, som også sad med en drink foran sig. Han kom straks over til mig, og efter ca. seks minutters small talk spurgte han om prisen for en nat. Jeg troede først, at han ville vide, hvad en overnatning på hotellet kostede. Ja, tiøren faldt temmelig langsomt, selv om jeg ikke var lost in translation denne gang. Den fremmede herre talte engelsk. Han undskyldte mange gange, men jeg drak hurtigt ud. Efter den oplevelse overvejer jeg altid, om minibaren oppe på værelset ikke er et mere uskyldigt alternativ. 

Det var først, da jeg opdagede baren i Hotel Le Bristol i Paris, at jeg atter fik smag for at sidde i en hotelbar med min drink. En venlig dame følger mig fra lobbyen og ind til baren, tager min frakke og undlader på velgørende vis at spørge: „Nå, De er måske alene?“ Baren fremstår lige så intim som en højborgerlig dagligstue. Gamle vægtæpper og kunst, knitrende kaminild og hyggelige sofaer. En DJ spiller afslappende lounge-musik. Jeg bestiller en Bristol Old Fashioned 5 – en tør whisky-drink med hjemmelavet sirup fremstillet af Guinness-øl og karamel, som giver en let sødlig-røget smag. Det varer ikke længe, før en enlig herre tager plads to barstole længere væk. Da han hilser på mig med sit glas, forventer jeg allerede det sædvanlige. Men nej – Christophe bor i Paris, er matematiklærer, og baren på Le Bristol er mere eller mindre hans stamlokale, når han trænger til at stresse af efter en lang dag med puberterende skoleelever. Han holder af den rolige og familiære atmosfære, fortæller han mig, og han synes godt om bartenderen. Vi falder i snak alle tre uden gnisten af skumle bagtanker. De fortæller mig, at baren om aftenen bliver til en slags dagligstue for folk i kvarteret. 70% af barens gæster bor ikke på hotellet, men er fra Paris. Vi går ud i den store gårdhave for at ryge og sætter os i de behagelige havestole. Luften er frisk og kølig. To perserkatte leger på græsplænen, og storbylarmen virker meget fjern. „Det er mit yndlingssted i hele Paris – især om natten,“ fortæller Christophe. „Er her ikke bare fredeligt?“ Jeg nikker.

Le Bar du Bristol Paris, 112 Rue du Faubourg Saint-Honoré, åbent dagligt 17.30 – 02.00.