Hysterisk beige

Catherine Deneuve, fransk films grande dame, kender man sædvanligvis med reserveret fornemhed. Men da hun i en mini-serie på tv-kanalen arte læste de citater og talemåder op, som Loïc Prigent har overhørt i løbet af flere sæsoner under modeopvisninger, events og i modeatelierer, var selv hun nogle gange ved at falde ned af stolen af grin. 

”Vores liste af ansøgere er så lang, at de fleste allerede er 45, før de kan få en praktikplads hos os.” 

”Hvilke events tager du på i dag? – Allesammen. – Nå ja, du var jo ikke hos Céline i morges.” 

”Nu er jeg på overdreven-diæt igen. Kun bolsjer og mineralvand hele dagen.” 

”Programmet bliver mere og mere vanvittigt. På mandag skal jeg til ti dinerer.” 

”Du kan ikke sige: ’Prætentiøst og ikke til at bære.’ I stedet siger du: ’Det er en fordringsfuld kollektion.’” 

”Sand luksus er, når man er ligeglad med, at mobilen kun har 2 %.” 

Siden 2011 har Loïc Prigent tweetet de til dels besynderlige og til dels ondskabsfulde nonsens-samtaler fra Paris’ modekosmos til resten af verden.

Med kæmpesucces – i dag har han 258.000 followers og har udgivet en bog med sine bedste tweets: ”Jeg elsker mode, men det er alt det, jeg afskyr.” Den er ikke blevet oversat til andre sprog endnu, men den blev med det samme nærmest min bibel, som jeg nogle gange læser højt op af for mig selv under disse hæsblæsende uger, for at finde lidt trøst i en verden, der forekommer rimelig vanvittig. Og den er mit humor-histamin mod mennesker, der får et farligt allergisk chok af beige nuancer, medmindre det drejer sig om hysterisk beige. 

I sommer sluttede hans morsomme udstilling i Paris’ traditionelle varehus Le Bon Marché, hvor han legede flue på væggen i prøverummene og flittigt skrev op, hvad han hørte. Om der virkelig blev sagt alt på den måde, eller om han har tilsat lidt fantasi? Ikke så vigtigt. I hvert fald har jeg siden da haft dette fortvivlede råb om hjælp til ekspeditricen hængende som en sort indrammet plakat i mit køkken: ”Jeg leder efter noget sublimt. Bare sublimt. Ikke neo-sublimt eller post-sublimt. Bare sublimt. Jeg er ikke så kompliceret.” I lang tid kunne jeg ikke vælge mellem forklædet ”Jeg leder efter noget, der er mere geisha, mindre bolsje” eller T-shirten ”Det kan ikke passe. Jeg har altid brugt 38!” Den sidste sætning har jeg nu altid med, når jeg dyrker sport. 

Hvert enkelt bonmot lyser som en stjerne. Når de bliver taget ud af sammenhængen, trykt sort på hvidt, kaster de lys over vanviddet og poesien ikke bare i Paris’ modeverden, men også i sproget. For som Loïc Prigent tweetede andetsteds om Paris: ”Velkommen til verdens bedst klædte friluftsnerveklinik.”