Kultur i kassevis

Gadeboghandlerne udgør en del af Paris’ bidrag til verdens kulturarv. Hidtil er Mademoiselle Lili altid bare gået forbi. Men en dag standsede hun op og lyttede.

De grønne gadeboghandlere, de såkaldte ”bouquinistes”, langs Seinen hører til Paris på samme måde som metropersonalets utallige strejker. Og en dag stod jeg i forårsregnen ved Quai de l’Hôtel de Ville og ventede på en bus, som heller aldrig kom. Michel inviterede mig i ly for elementernes rasen under taget på sin gadeboghandel.

Og vi kom i snak. Han havde haft sin gadeboghandel her de sidste to år for at supplere pensionen op. Boden var et raritetskabinet af gamle tidsskrifter, brugte bøger, gamle tryk og historiske postkort såvel som et udvalg af køleskabsmagneter, nøgleringe og andet krimskrams beregnet til turisterne. ”Det er jeg nødt til at have, hvis det overhovedet skal kunne betale sig at stå her,” fortalte han. ”De fleste af mine kunder taler slet ikke fransk. Hvad skal de stille op med franske bøger? Men mange vil gerne tage selfies sammen med mig.“ Med sin baskerhue, sit overskæg og sin pibe ser Michel præcis sådan ud, som turister fra USA eller Asien forestiller sig, at en ”rigtig franskmand” skal se ud. Michels specialtilbud lyder i al sin enkelthed: En selfie med ham får man kun, hvis man først køber mindst én souvenir. ”Egentlig er jeg jo blevet fotomodel,” griner han.

Michel fortæller med humor om gadehandlernes dårlige situation. I Paris har de eksisteret i femhundrede år, men nu kæmper de hårdt for tilværelsen i konkurrence med internet og masseturisme. Michel er én af de ca. 230 gadeboghandlere, som driver ca. 900 historiske bogboder langs Seinen mellem Ile de la Cité og Saint Michel. I 1960’erne og 1970’erne tjente hans far gode penge i sin gadeboghandel – ikke mindst på studenterne, som købte brugt pensumlitteratur hos ham til billige penge. I dag køber studenterne deres brugte bøger på nettet og har ikke behov for at lede efter dem hos antikvarboghandlerne. I år håber Michel at kunne flytte sin bod over til et mere lukrativt sted på Seinens venstre bred nær Saint Michel. Begyndere som ham får som regel først tildelt standpladser i Skærsilden, som er gadeboghandler-slang for flodens højre bred.

Siden 1991 er begge Seine-bredder UNESCO-verdenskulturarv. Dette indbefatter gadeboghandlerne, og det parisiske bystyre støtter erhvervet ved at tildele gratis og skattefri standpladser. Men betingelserne er hårde: Bodernes salgsareal beregnes i kvadratcentimeter og skal overholdes til punkt og prikke. Vareudbuddet skal primært være bøger og blade og ikke souvenirs. Og boderne skal holde åbent mindst fire dage om ugen.

Det er noget helt nyt, at regeringen forsøger at hjælpe de skrantende gadeboghandlere. For gennem tiden blev de forfulgt og fordrevet fra deres standpladser af myndighederne. I forbindelse med bogtrykkerkunstens udbredelse i 1500-tallet etablerede bouquinsterne sig med deres mobile boghandler over alt i Paris. ”Bouquin” er et gammelt fransk slangudtryk, som betyder ”bog”. Det er afledt af det tyske ord „Buch“ såvel som det nederlandske ”boeken”. Bouquinisterne solgte primært pamfletter og flyveblade, som harcelerede mod kirke, konge og kapital. Man kan sige, at de udgjorde datidens sociale medier. For mens den officielle bogproduktion og -handel var underlagt censur, solgte gadeboghandlerne det frie ord.

Gadeboghandlerne har med andre ord mestret utallige kriser i tidens løb. Og jeg er sikker på, at de også nok skal overleve internettets tidsalder. Inden jeg hopper på bussen, køber jeg hos Michel et eksemplar af magasinet Lui, som er en slags fransk Playboy, fra maj 1974. Det må være den helt rigtige fødselsdagsgave til en ven, som blev født netop i den måned det pågældende år. Lad os bevare bouquinisterne!