Kunst er moderne

Pinault Collection i den tidligere børsbygning er den nye stjerne på museumshimlen i Paris. Dette gælder for såvel kunst- som arkitekturelskere. Mademoiselle Lili er begejstret.

Cartier har allerede et. Louis Vuitton har også. Det samme gælder for Galeries Lafayette og Prada i Milano. Og nu også for François Pinault. Luksusmodehusene anlægger ikke længere kunstfonde, men bygger hellere egne museer. Opskriften er den samme hver gang: Et kendt mærkevarenavn, en stor arkitekt og nutidskunst. Imødeset med spænding i lang tid og stadig mere forsinket pga. corona. Det nye museum for samtidskunst i Bourse de Commerce, Paris’ gamle børsbygning. I byens hjerte, lige ved siden af det nyindrettede varehus Les Halles og blot nogle få skridt fra sommerens anden store begivenhed – genåbningen af det traditionsrige varehus La Samaritaine – finder man den runde 1700-talsbygning, som luksusmodehandleren François Pinault har forvandlet til det længe ventede hjem for sin kunstsamling. Kering-gruppens nestor, der ejer mærker som Balenciaga, Gucci og Saint Laurent, regnes for verdens største private samler. Hans samling hævdes at omfatte op til 10.000 værker. Åbningsudstillingen omfatter 200 af Pirault personligt udvalgt værker. .

Hvad forbavser én mest? Den dristige arkitektur? Eller kunsten? Det er ikke let at svare på.

By viewing the video, you agree to a data transmission to Youtube.The data processing by Youtube is governed by their privacy policy.More Information

Den japanske arkitekt Tadao Ando har bogstavelig talt opført en ny bygning inde i den historiske bygning med dens arkader, stukfacader, glaskupler og et loftsmaleri fra 1800-tallet. Herinde finder man nu en 9 meter høj og 30 meter bred betoncylinder. Uvilkårligt kommer man til at tænke på de russiske babusjka-dukker. Cylinderen er omgivet af trapper og glasklædte gange, som muliggør spændende og kontrastrige perspektiver mellem oppe og nede, gammelt og nyt. Det stadigt skiftende dagslys, som falder ind gennem bygningens glaskuppel, giver rummet en næsten metafysisk atmosfære, som leder tankerne hen mod Giorgio de Chiricos magiske arkitekturlandskaber.

Den kunstneriske optakt står schweizeren Urs Fischer for. Hans „Sabinerindernes rov“ er en kopi af Giambolognas berømte skulptur i Firenze – men opført i voks, som langsomt ødelægger sig selv. Figuren er et stort levende lys. Overalt ser man små væger. Fordelt over i alt fire etager finder man værker af store navne som Thomas Schütte, Cindy Sherman eller Pierre Huyghe, hvis meditative installation bestående af musik, discotåge og lys findes i kælderetagen. Men der findes også meget politiske værker og nye navne som f.eks. den afroamerikanske kunstner David Hammons, som hele det andet galleri er dedikeret til. Louise Lawler er repræsenteret med en fotoserie, der omfatter 94 optagelser. Den er inspireret af tilføjelserne til den amerikanske forfatning i 1987 og kan tolkes som en kommentar til vor tids corona-relaterede begivenheder. Dengang blev verden hærget af AIDS, men alligevel stemte et stort flertal af de amerikanske parlamentarikere imod fri prævention for ikke at fremme homoseksualitet. Lawler nævner alle ved navn, som stemte imod. På listen finder man også Joe Biden.

Det er en skam, at to så markante kunstnere næsten overdøver andre aspekter af udstillingen – nemlig de diskrete møbler og brødrene Bouroullecs, hvis fine interiører viser en række objekter i inden- og udendørs miljøer, og som har udsmykket en af Paris‘ nok smukkeste panoramarestauranter Halle aux Grains i bygningens øverste etage.