CHARLIE LE MINDU

Hårets kunstner

© Alice Blangero

Charlie Le Mindu fremstiller kunst af hår og har i højeste grad ændret vores forventninger til frisørhåndværket. Mademoiselle Lili bliver gang på gang overrasket over, hvad han er i stand til at trylle hår om til.

 
For nylig på Place des Pyramides. I århundreder har Jeanne d’Arc siddet højt til hest og skuet ud over pladsen. Men den dag havde hun i bedste punker-stil en gylden hanekam på hovedet. Til stor fornøjelse for de forbipasserende, som trak deres smartphones frem og delte det særprægede motiv på de sociale medier, hvor det gik verden rundt. Manden bag dette stunt var Charlie Le Mindu, som er en enfant terrible blandt Paris‘ coiffeurer. Hårvask, klipning og føning – den slags arbejder den 31-årige Le Mindu slet ikke med længere. Som 11-årig fejede han engang i en frisørsalon i det landlige Bergerac, og indehaveren sagde dengang til ham, at han skulle være frisør, når han blev stor. „Hun mente, at jeg havde den helt rigtige bevægelse i håndledet,“ smiler Charlie Le Mindu. Og hun havde ret. I dag fejer Le Mindu hen over de helt store scener og udvider kunstens verden med endnu en genre – nemlig hårkunsten.

© Palais de tokyo

Charlie Le Mindu indledte sin karriere som lærling i Bordeaux. Siden arbejdede han i Berlins underground clubs. Her blev han hurtigt kendt for sin ekstreme „haute coiffure“ og skiftede siden til stormagasinet Harrods i London. Virkelig berømt blev Le Mindu for de aparte parykker og dragter af ægte hår, som han fremstillede til Lady Gaga. Et par år kørte han gennem Paris på sin scooter, som han havde pimpet op med flagrende hår-extensions. I dag bor han i Los Angeles. Han optræder jævnligt i de store franske museer med performances, som vibrerer i spændingsfeltet mellem revy, modeshow, danseteater og freakshow. I Palais de Tokyo kunne man opleve Le Mindus „Charlieworld“, hvor mærkelige væsner à la Den afskyelige Snemand iført kostumer bestående af silkeagtigt hår hvirvlede rundt i lynende stroboskoplys. Le Mindus show „Paris hait le gris“ kunne opleves i Fondation Cartier, hvor danserinderne fra Crazy Horse dansede nøgne rundt til technomusik, kun med bizarre hårmasker for ansigtet. I Centre Pompidou iscenesatte Le Mindu en slags interaktivt tv-show for teenagere, hvor de med kostumer og parykker havde mulighed for at drømme sig ind i en spøgelsesverden. Le Mindus skaber opsigtsvækkende scenekostumer og masker af hår til vor tids store koreografer – lige fra Philippe Decouflé til Robert Wilson. „Bevægelsen skaber hårets skønhed,“ siger Le Mindus. „Jeg vil allerhelst se håret danse.“ Inspirationen hertil fandt han i det brasilianske drag queen–miljø, hvor han blev opmærksom på den særlige „Bate Cabelo“, som er en slags hårdans, hvor deltagerne svinger vildt med hovedet – et ritual, som har fundet vej fra Etiopien til Sydamerika. Charlie Le Mindus er sikkert den mest opsigtvækkende repræsentant for sin branche. Til foråret rejser han rundt i Europa med sit nye, store show, som hedder „Cabaret Charlie“. Jeg er spændt helt ud i hårspidserne på at opleve det.