PATISSERIER OG CHOKOLATIERS

Oplev Paris‘ chokoladeside

I Paris lurer fristelserne på hvert gadehjørne i form af patisserier og chokolatiers. Mademoiselle Lili går på opdagelse i det søde liv og undrer sig over, hvor alle de dejlige kaloriebomber egentlig bliver af.

For nylig besøgte jeg for første gang Angelina (226, Rue de Rivoli). Det skete helt tilfældigt; min morgenaftale var blevet forsinket, og da jeg fra metrostationen Tuileries trådte ud i den isnende vinterkulde og opdagede, at der for første gang ikke var kø foran byens mest berømte tesalon, tog jeg en rask beslutning: Nu eller aldrig! Der findes trods alt mennesker, som rejser hele vejen fra Los Angeles eller Tokyo for at nyde verdens angiveligt bedste varme chokolade her, og som er villige til at vente i to timer på, at der bliver et bord ledigt. Denne vintermorgen varmede den næsten mytiske L’Africain også mit hjerte. Den er så uforskammet tyktflydende, så ødselt cremet og dufter så forførende, at man simpelthen bare lukker øjnene af nydelse og glemmer alt omkring sig. Det siges, at selv den åleslanke Coco Chanel har hengivet sig til chokoladerusen på dette sted.

For mig er det stadig ét af de store mysterier i Paris, hvordan alle disse mange søde gourmettempler, som til stadighed udsætter folks sanser for en spærreild af kaloriebomber, overhovedet er i stand til at overleve i en by, hvor folk er så meget rankere og slankere end andre steder, og hvor modedesignerne udtænker kreationer, som stort set kun passer til en størrelse zero. Fungerer parisernes stofskifte på en anden måde? Ja, hvem køber egentlig alle de gracile petitfours og macarons, eclairs og truffes, disse djævelske lagkager og himmelske flødekager hos Ladurée, Pierre Hermé, Fauchon eller Lenôtre? Og hvorfor ser man så påfaldende få deller foran udstillingsvinduer og salgsdiske?

Chokolade til morgenmad. For Patrick Roger (108, Boulevard Saint-Germain) er det helt normalt. Han er chokoladekunstneren over dem alle. Hans butikker minder mest af alt om juvelérbutikker, hans truffes er kunstværker, og han fremstiller ligefrem legemsstore chokoladefigurer, som fremvises i Musée Rodin eller hos Christie’s. Han uddeler kaloriebomberne om morgenen, som var det den hellige nadver. „Smag først, tal bagefter,“ siger han. Der er intet andet at gøre end at lukke øjnene og åbne munden. Helt fine praliné-carrées med sprødt noisette-fyld eller pikant pebret mynte og citrongræs smelter på tungen. Begge varianter danser på smagsløgene – den ene som en dramatisk tango, den anden som en flimrende salsa. Patrick Roger er en forfører, og han ejer ikke samvittighed. „Glem alt om din dårlige samvittighed. Jeg spiser 5-600 g chokolade hver dag,“ siger han, og han ser bestemt ikke ud, som om han af den grund er nødt til at klemme sig ned i shapeware-trusser som en anden Bridget Jones. Hvordan han bærer sig ad, forbliver hans hemmelighed.

I bageriet Du Pain et des Idées (34, Rue Yves Toudic), som tilhører Christophe Vasseur, finder man de bedste parisiske morgenmadsklassikere. Her står folk i kø tidligt om morgenen for at løbe escargots – snegle fyldt med chokolade, kastanje- eller pistaciecreme. Yann Couvreur (137, Avenue Parmentier) er tidligere chef-patissier i luksushotellet Eden Roc på St. Barth. Siden sidste år henrykker han pariserne med kaffe og butterdejs-roulés. Hertil kommer alle hans vidunderligt smukke patisserie-kunstværker. Det er lige præcis disse steder, som jeg det meste af året foretrækker at gå i en stor bue udenom. Men her om vinteren forkæler jeg somme tider mig selv med lidt ekstra dolce vita. Mit stofskifte fungerer nemlig desværre endnu ikke à la parisienne.