Moden åbenbarer byen

Det ville være løgn at sige, at jeg ikke har en svaghed for modeshows, dyrt tøj, smukke mennesker og ekstravagante blæremåse. Alt det kan man se i overflod under modeugen. Men det, jeg efterhånden næsten er mere fascineret af, er de forskellige locations, som nogle modemærker vælger til deres shows, fester eller præsentationer. Det er tit pragtfulde private huse eller bygninger, der sjældent nævnes i guidebøgerne. Designeren Miuccia Prada har altid et særligt talent for at vælge spektakulær arkitektur, der præsenterer hendes mode i helt specielle omgivelser – og omvendt. For eksempel Palais d'Iéna, en fredet bygning af Auguste Perret fra slutningen af 1930'erne, som jeg så for første gang under et af hendes shows. Et sted, hvor der løbende kan ses interessante temporære udstillinger eller installationer, og som der også ellers er offentlig adgang til (mere information på www.lecese.fr). 

Sidste sommer overraskede invitationen til Miu Miu Croisières show mig med en adresse, jeg ikke kendte endnu: 25, Avenue des Champs-Elysées. Det er selvfølgelig den berømteste gade i Paris. Men for at være ærlig er det efter min mening også den kedeligste. Blandt alle udstillingsvinduernes blingbling og turisternes mylder havde jeg aldrig lagt mærke til det skønne hus, der ligger gemt i anden række bag et højt hegn. "Hôtel de la Païva" er det sidste private palæ, der er tilbage på Champs Elysées og i dag hjemsted for den eksklusive engelske "Travellers Club". Sikke en location – og sikke en historie! 

"La Païva" var en af de mest flamboyante værtinder i 1800-tallets Paris, alle epokens VIP'er var at træffe på hendes overdådige soiréer: komponisten Richard Wagner, maleren Paul Baudry, forfatterne Théophile Gaultier, Emile Zola eller Gustave Flaubert. Brødrene 

Goncourt gav huset det flabede øgenavn "Sex-Louvre". Denne rødhårede skønhed blev født som Esther Lachmann under beskedne kår i Moskva og blev en af byens mest berømte kurtisaner. Ifølge legenden skubbede en tidligere bejler hende en gang ud af sin karet midt på Champs-Elysées – en forsmædelse hun aldrig kom til at glemme. Hun var blevet skilt flere gange, da hun giftede sig med den 11 år yngre Guido Henckel von Donnersmarck, der var rigsgreve, industrimand og den tids rigeste mand. Og af ham ønskede hun sig at få bygget det flotteste hus i Paris på det sted, hvor hun havde oplevet sin dybeste fornedrelse – og det fik hun. Da jeg skred op ad trappen af massiv gul onyks for at se kollektionen, der blev præsenteret på mannequindukker i de øverste saloner, forestillede jeg mig, hvordan denne russiske sirene i sine knitrende empire-rober frarøvede den elskovssyge tysker både formue og forstand. Mon en Kate Moss, der passede turntables som DJ i underetagen, overhovedet tåler sammenligning med hende? 

Skodesigneren Christian Louboutin kan jeg takke for en anden arkitektonisk opdagelse. Han røbede nemlig en gang i et interview, at han havde fået inspirationen til sine højhælede sko allerede som barn i Palais de la Porte Dorée (293, avenue Daumesnil). Her hang der nemlig skilte med højhælede damesko, der var forbudte på det pragtfuldt udsmykkede gulv. Dette tidligere kolonimuseum er opført i den skønneste art deco-stil, det har i dag den politisk korrekte betegnelse "Immigrationsmuseum" og rummer også et seværdigt akvarium. Jeg er spændt på, hvilke døre der åbner sig under modeugen denne gang.