© Paris Tourist Office D. Lefranc
De er uvenlige, neurotiske og arrogante. Og de tror, at de er verdens navle. Indbyggerne i Paris har ikke noget godt ry. Hverken i resten af Frankrig – altså i provinsen, og pariserne betragter alt uden for deres egen by som provinsen – eller hos turisterne. En lang række filmkomedier beskæftiger sig med dette emne. Skønt Paris er én af verdens mest besøgte storbyer, og her bor indvandrere fra alverdens lande, nægter pariserne stædigt at kommunikere på andre sprog end fransk. Her nytter det ikke at tale gebrokkent. Mens man andre steder i Frankrig i det mindste bliver mødt med høflighed, når man forsøger at tale fransk, bliver pariserne hurtigt irriterede og vender ryggen til: „Lær først lige at tale korrekt fransk, inden du besøger vores smukke by!“ I mellemtiden har jeg lært at sætte pris på denne form for kulturpatriotisme. I min gamle hjemby Berlin oplever man nemlig den stik modsatte udvikling. Der foregiver man at være så internationale, at man er nødt til at tale engelsk med de tyske barkeepere og tjenere i de ansete klubber og restauranter. Ellers risikerer man nemt, at folk tror, at man kommer ude fra den mørkeste provins. Men det er altså ikke nødvendigt at tale flydende fransk, hvis man gerne vil en tur til Paris. Man behøver blot at være opmærksom på nogle få ting for at vinde parisernes respekt på en anden måde og blive i stand til at færdes farefrit i storbyjunglen.
Fodgængerovergangene danner smukke mønstre, som øger asfaltens optiske interesse. Forsøger man selvsikkert at krydse gaden på en fodgængerovergang i tiltro til, at bilen, der nærmer sig, helt sikkert vil bremse, får man ikke andet ud af det end en rasende dytten eller en tur på skadestuen. Eller begge dele. Lysreguleringens røde og grønne mænd har kun vejledende funktion. Sågar mødre med børn går over for rødt, hvis ikke der kommer biler. Omvendt kan man som fodgænger ikke føle sig sikker, selv om lyset er grønt. Der kan altid være en bilist, som giver gas og suser om hjørnet i sidste sekund. I Paris krydser man gaden, når der er fri bane. Basta.
Undgå myldretiderne om morgenen mellem kl. 8 og 9 og om aftenen mellem kl. 17 og 18. Min veninde, som bor i én af de smarte forstæder, siger rent ud: „I morgentoget på vej til arbejde har jeg mere kropskontakt, end når jeg har sex med min kæreste om aftenen.“ Hvis togvognen er fyldt, skal du i god tid bane dig vej hen til døren, når du vil af. Eller sidder du fast. Sig venligt „pardon“ eller „désolé“, når du træder mange af dine medpassagerer over tæerne. For det kommer du til. „Désolé“ betyder „Det gør mig ondt“. Det siger pariserne ofte, men det skal ikke opfattes som en rigtig undskyldning. I virkeligheden betyder det: „Det kan jeg ikke tage mig af.“
Næsten over alt i verden, hvor der står borde udenfor, må man sætte sig for at spise eller drikke noget. Men ikke i Paris! Her må man kun sætte sig ned og bestille noget at drikke, hvis etablissementet reklamerer med, at det ud over restaurant, brasserie eller bistro også er café eller bar. Hvis du kun vil have noget at drikke, må du under ingen omstændigheder sætte dig ved et dækket bord, men kun ved et, hvor der ikke er bestik og glas. Løft hånden, når du gerne vil betjenes. Kald aldrig tjeneren for „garcón“. Sig „monsieur“ til ham. Til kvinder skal du altid sige „mademoiselle“. Franske kvinder opfatter denne betegnelse som smigrende og ikke spor nedsættende. Bed aldrig om en latte macchiato. Hvis du gør, vil tjeneren kigge på dig, som om du var sindssyg. I Paris siger man „café crème“. Når det gælder drikkevarer, er Paris stokkonservativ. I Paris tror man, at Hugo, Averna eller Prosecco er italienske småbyer. Giv særligt arrogante tjenere godt med drikkepenge, som de så er nødt til at takke for. Det er pinligt for dem, for den slags er de nemlig ikke vant til.