Galerie Dior

Christian i eventyrland

Diors hovedsæde i Paris er nu både modehus og museum på én gang. Galerie Dior præsenterer modehusets 75-årige historie i form af et rent walk in-eventyr. Mademoiselle Lily er henrykt.  


Det nyrenoverede Maison Dior på adressen Avenue Montaigne 30 har ry for at være den smukke, nye shopping-verdens Mekka. At kalde det en flagshipstore er for banalt – for det er et helt univers for sig. Hos Dior kan man nu også spise, sove, drømme, shoppe og blive smukkere. Og man kan lære mere om mode.

Galerie Dior

Lige ved siden af har Dior nemlig indrettet sit helt eget modemuseum, som med sine 2.000 kvadratmeter er verdens største in house-museum. I kølvandet på den succesfulde udstilling „Christian Dior – Designer of Dreams“, som i Paris, London, Shanghai og senest i Brooklyn har sprængt samtlige publikumsrekorder, ønskede Diors administrerende direktør, Pietro Beccari, en permanent udstilling om modehusets historie. Og hvem var vel mere selvskrevet til at iscenesætte Dior hjemme hos Dior end Nathalie Crinière, som også havde haft ansvaret for den internationale udstilling? 


Og der lægges hårdt ud lige fra starten. På vej op ad trappen passerer man vitriner fyldt med tusindvis af kendte Dior-objekter: Kjoler, parfumeflasker, tasker, sko og accessoires – alt sammen fremstillet på 3D-printer og i alle regnbuens farver. Det føles, som om man opholder sig indvendigt i et gigantisk kalejdoskop. Hver gang trappen drejer, åbnes der for nye sanseindtryk. Og museet er på fire etager.


Er man nået helt op, hilses man velkommen af to objekter, der som ingen andre karakteriserer Dior. Hans første „New Look“ fra 1947 med den smalle jakke og det fyldige, ankellange skørt. Og ved siden af kopien af den rustne metalstjerne, som Christian Dior fandt på gaden i 1946 og tolkede som et tegn fra skæbnen om, at han skulle oprette et modehus. Diors hang til overtro er mindst lige så legendarisk som hans mode.

Hver af de 13 udstillingslokaler viser et nyt aspekt af Diors mode og lader gæsterne dykke langt ind i det helt særlige, sanselige univers med specialeffekter frembragt ved hjælp af video- og animationsteknik. Fuglesang og bølgeskvulp ledsager gæsterne på deres vej gennem en mørk og kølig eventyrhave, hvor man kan beundre de mest berømte haute couture-rober med blomstermotiver – designet af Dior selv såvel som af hans seks efterfølgere frem til den nuværende chefdesigner, Maria Grazia Chiuri.


Et lokale, som er holdt helt i hvidt, er viet alene til Diors atelierarbejde. Her ses skyggerne af fødder trippe hen over loftet. Diors virkelige haute couture-atelier befinder sig rent faktisk på etagen lige over. I den store balsal med festroberne går solen op og ned, og stjernebillederne glider hen over himlen. Her forvandles modens historie til en dans for sanserne. At besøge Galerie Dior er en god erstatning til alle os, der ikke fik én af de eftertragtede billetter til dette års Fashion Week. På Galerie Dior kan man komme helt tæt på moden – og man befinder sig altid i første række.


www.galeriedior.com