The Culture of Beauty
HELT ANDEN FORM FOR DANSESTEDER
La Guinguette – c’est chouette!
Klubber er gammeldags, synes Mademoiselle Lili. Hun har i stedet opdaget en helt anden form for dansesteder – nemlig de gode, gamle guinguettes.
Det er den første forårssøndag, og jeg stryger min hvide blondekjole med sving, tager stråhatten på, hopper på lokaltoget og kører ud til Champigny-sur-Marne. Mit mål er en vaskeægte guinguette, sådan som jeg så ofte har set dem gengivet i Vincent van Goghs og Pierre-Auguste Renoirs malerier. Tyskerne har deres ølhaver, og franskmændene havde engang deres guinguettes, som var udflugtslokaler ved eller på vandet. I det 19. århundrede var det en yndet fornøjelse for de naturhungrende storbyboer om søndagen at tage ud for at spise til middag og danse i tavernerne langs floderne Seine og Marne. Hvis man havde lyst, kunne man også tage sig en tur langs bredden i en robåd. Siden 1960’erne er denne franske tradition imidlertid gået mere eller mindre i glemmebogen. I dag findes der kun en håndfuld guinguettes i nærheden af Paris. Én af dem er La Guinguette på Ile du Martin-Pêcheur (www.guinguette.fr)
Da vi ankommer lidt over middag, er der i bogstavelig forstand fut i fejemøget. Hele familier og grupper af venner danser på rad og række. Det ser ud til at være en slags line-dance, der akkompagneres af en enlig harmonikaspiller, som i sin skinnende blazer ligner en blanding af Claude Francois og en tysk slagerstjerne. For gæsterne gælder, at såvel unge som gamle også går meget usædvanligt klædt. Mange går med lærredshabit, matrostrøje og hertil de typiske canotier-stråhatte. Kvinderne er iklædt vintage-kjoler og har opsat hår. Hele atmosfæren emmer af en blanding mellem hip og trash, mellem retro-kitsch og avantgarde – men bare typisk fransk. Her spilles der ikke slagere, men chansons. Her serveres der ikke pølser og fritter, men snegle og muslingegratin på borde med ternede duge.
„I de seneste år har de gamle guinguettes oplevet en renæssance,“ fortæller Jean-Yves Dupin, der har ledet La Guinguette siden åbningen i 1990, og som i dag også er præsident for forbundet af samme navn. Hvis vejret er godt, er der fuldt hus hver søndag eftermiddag fra marts til oktober. Det samme er tilfældet i Chez Gégène i Joinville-le-Pont lidt længere oppe ad floden (www.chez-gegene.fr), der er den ældste endnu eksisterende guinguette, og som er kendt fra Robert Doisneaus fotografier og Jean Gabins og Jean-Louis Trintignants film.
Gider man ikke køre så langt, finder man også en guinguette i Paris‘ byskov Bois de Boulogne. Her ligger Châlet des Iles (www.chalet-des-iles.com), som man kun kan komme til med båd. Landstedet er opført i chalet-stil og udviklede sig i belle epoque-perioden til at være Paris‘ mest foretrukne litteraturcafé. Stedet er blevet restaureret efter en brand i 2011, og det er lykkedes at give den historiske bygning et smart og tidssvarende indre. Så snart båden lægger til, hersker der ren feriestemning på stedet. Den gode, frisklavede mad og musikprogrammet, der spænder lige fra DJ-sets til live-dansemusik, skaber stor afveksling – både når det gælder publikum og stil. Man bør tjekke stedets hjemmeside, inden man tager afsted, så man ved, hvad der venter en.
