Kort eller langt

Sidste gang Mademoiselle Lili var ved frisøren, opdagede hun, at hun - i hvert fald hvad håret angik - var blevet konservativ. Og hun gjorde sig sine tanker om et stort emne: hår og religion.  

„Som jeg plejer,“ sagde jeg for nylig til min frisør. Og pludselig følte jeg mig uendeligt kedelig.  De sidste ti år har jeg haft samme frisure. Halvlangt hår og samme farve. Nemlig lysblond chokolade-gyldent.  Som eneste forandring har jeg på et tidspunkt tilladt mig at have pandehår. Vil det sige, at jeg har fundet min stil – eller er jeg bare blevet gammel og konservativ? For hvor har jeg da ikke i tidens løb eksperimenteret med hårlængder, frisurer og ikke mindst farver! For præcis tolv år siden – i maj måned – vovede jeg endda den mest ekstreme frisure, som en kvinde kan vælge. Nemlig slet ingen! Dengang havde jeg meget langt hår, som jeg klippede helt ned til 2 millimeter. Jeg var blevet inspireret af en dokumentarfilm om et buddhistisk refugium i Indien. Mennesker, som opholdt sig der, ofrede allerførst deres hår som et tegn på en ny begyndelse, renselse og afskeden med det gamle liv. Præcis det samme, som jeg også ønskede dengang. Jeg husker stadig den nærmest religiøse følelse, da jeg holdt hovedet ind over badekarret og bad min kæreste, som netop var ved at trimme håret, om at gøre det samme ved mig. Følelsen af lethed bagefter var, som om jeg havde kastet enhver gammel ballast fra mig i løbet af fem minutter.  Jeg er stadig overbevist om, at denne hændelse markerede begyndelsen til den indre og ydre forandring, som bragte mig videre i livet.   

Håret spiller en stor rolle i mange religioner som symbol på så forskellige begreber som livskraft, guddommelig nærhed eller kvindelig erotik, som det gælder om at skjule.  Af samme grund tvinges kvinderne af den ortodokse islam til at gå med tørklæde og af den ortodokse jødedom til enten at gå med tørklæde eller paryk, ligesom den ortodokse kristendom tvinger nonnerne til at gå med kyse. I tidlig kristen tid barberede man hovedhåret af spædbørn forud for dåben. Håret blev lagt på alteret som et tegn på indvielsen til guds søn. I Det gamle Testamente kan man læse historien om Samson, som først mistede sin guddommelige styrke, da Dalila klippede hans hår af, mens han sov. Sikh’erne klipper derimod aldrig håret, fordi håret for dem symboliserer forbindelsen til gud. Håret er et vigtigt tema i alle store religioner og deres skrifter.     

Rent biologisk er hår ikke andet end keratinforbindelser. Det er kendetegnet for alle pattedyr. Alligevel udstyrer også myter og eventyr kvinders hår med en uhyggeligt forførende kraft. Bare tænk på Klokkeblomst, som lader prinsen klatre op ad hendes lange fletning, så han kan besøge hende i tårnkammeret. Den jaloux heks straffer hende herfor ved at gøre hende blind. Eller på troldkvinden Loreley, som sidder på sin klippe ved Rhinen og reder sit hår, mens hun synger så forførende, at hun lokker flodens skippere i døden.   

Langt, fyldigt hår har fra tidernes morgen været et symbol på kvindelig seksualitet – og såvel på forherligelsen og undertrykkelsen heraf. Først i løbet af 1920’erne begyndte kvinderne frivilligt at gå med selvbevidst kort hår. Ikke som tegn på straf, men fordi de have lyst til det. Som udtryk for deres individualitet og identitet. For at fejre deres skønhed. Mange forandringer for det enkelte menneske og for hele samfundet er i virkeligheden startet i frisørstolen. Jeg tror, at jeg også vil foretage en symbolsk indledning til min næste livsetape henne hos frisøren – nemlig, når jeg er klar til ikke længere at farve mit hår, men lade det være gråt. Men indtil jeg er nået hertil, siger jeg bare: ”Som jeg plejer”.