Stillet

Høje hæle til ham og hende

Slut med stiletter! Mademoiselle Lili varmer op til Paris Fashion Week ved at rydde op i sit skoskab. Og Christian Louboutin anbefaler mænd at gå med højhælede sko.  

Da jeg bosatte mig i Paris for mere end ti år siden, var tiden en helt anden. Dengang gik alle kvinder med højhælede sko. I byens metro storkede de afsted foran mig gennem de endeløse tunneller, eller de forsøgte at bevare værdigheden, mens de slingrede hen over den leddeløse middelalderlige brolægning foran kirken Saint-Germain-des-Prés på vej til forretningsmiddag i Café de Flore. Ægte pariserinder og kvindelige turister – kend dem på skoene. 

Forud for min første Fashion Week opgraderede jeg min garderobe i overensstemmelse hermed: Jeg undte mig selv mit første par virkeligt opsigtvækkende sko med rød sål og stålforstærket udråbstegnsformet stilethæl. Den sylespidse hæl, som er opkaldt efter en dolk. Sko som våben. Men efter en lang dag, hvor jeg havde stresset fra det ene modeshow til det næste, var skoene først og fremmest et våben rettet mod mig selv. Efter mange timer på 12 cm høje hæle ville jeg allerhelst kravle hjem på alle fire. Ja, hvordan gik det nu lige med den lille havfrue, som så gerne ville have lange ben? Som forudset af heksen var hvert af hendes skridt som at træde på spidse nåle og skarpe knive.


Hermès trekkingsandaler

Siden da har Paris forandret sig. Store indkøbsgader som Rue de Rivoli er blevet omdannet til brede motorveje for cyklister. Og kvinderne færdes over alt i flade og behagelige sko – også i selviscenesættelsens højborge og langs modeugens catwalks. Dog uden at give køb på de krav, som moden stiller. I dag er udvalget stort. Samtlige luksusmodehuse har for længst udvidet sortimentet til også at omfatte vanvittigt dyre og excentriske sneakers. Hermès lancerer trekkingsandaler med læderstrømper, og Birkenstock har lanceret sin tredje skokollektion i sam-

arbejde med Rick Owens. 

Imens diskuteres der kloden rundt, om man kan være tilhænger af kvinders rettigheder og samtidig med god samvittighed vise sig offentligt iført højhælede sko. Stiletter er blevet et spørgsmål om wokeness. En troværdig, moderne, ligestillet kvinde eller et objekt, som underkaster sig mænds fantasier og begær – kend dem på skoene. 

Christian Louboutin sort plataustøvle

Stiletto-guden Christian Louboutin blander sig selv i debatten. Ikke for at påvirke kvinder til at gå med endnu fladere sko, men for at få mænd til at gå med højere hæle. Hans første kønsneutrale kollektion hedder ”Our Angels”. Den rammer butikkerne i slutningen af januar og begyndelsen af februar. Her ligestilles mænd og kvinder ved hjælp af høje plateau-støvletter til ham og hende. De fås i klassisk sort, med leopardmønster eller i knaldgult ruskind med krystalbroderier. De findes i størrelse 36 – 46. Ren nostalgi, som vækker minder om 1970’ernes glam rock-æra „Modellerne er dristige og kompromisløse,“ udtaler Louboutin. „De fejrer inklusionen og glæden ved at kunne være den, man ønsker at være.“ 

Christian Louboutin leopard plataustøvle

Christian Louboutin har tidligere anvendt sin skomode til at sende politiske budskaber. Han fremstiller nude-pumps til alle hudfarver, og sammen med Sabrina og Idris Elba skabte han i kølvandet på „Black Lives Matter” en kollektion til fordel for antiracistiske organisationer. Om høje hæle til mænd bliver en succes, vil tiden vise. Moden har sin helt egen logik og er sjældent styret af fornuft.  


Men jeg har i hvert fald truffet en beslutning. Jeg går ikke længere ud iført stiletter. 8 cm høje hæle er egentlig heller ikke noget for mig mere. Det har medført, at en stor del af mine yndlingssko er blevet sorteret fra og venter på at blive solgt på de sædvanlige genbrugsportaler. Ikke fordi jeg er woke. Heller ikke fordi jeg ikke under mænd en lille fornøjelse. Men udelukkende fordi jeg ikke kan have det sjovt eller bevæge mig frit, når mine fødder dunker af smerte.