Der er få monumenter i Paris, som jeg har et så følelsesmæssigt forhold til som til Samaritaine, dette gamle stormagasin på Pont Neuf. Det var tiden før lavprisflyselskaberne, da jeg stadig rejste fra Tyskland til Paris på lange natlige busture, forelsket i byen og i en mand. Vores mødested var altid den lille runde tagterrasse på stormagasinerne, et absolut insidertip, som kun få kendte til. De overdådige mosaikker, det smedejernsarbejde og de sublime fresker i jugendstil med påfuglehjulet under glaskuplen fik allerede mit hjerte til at slå hurtigere, og det blev hurtigere for hvert skridt op ad den smalle ståltrappe i spiralform. Jo højere man steg, jo højere brølede ventilations- og varmesystemerne som på en luksusdamper. På toppen følte jeg mig som om jeg var på observationsdækket på et oceanskib, med et hav af Paris-bygninger under mig: Eiffeltårnet, Notre Dame eller Concièrgerie inden for rækkevidde. Det var min Titanic-følelse af umulig kærlighed, længe før filmen blev udgivet.

Jeg blev betaget af et endnu mere skjult rum med støvede 3D-vitriner, hvor miniaturer af bybilleder fra det 19. århundrede blev genskabt i dyb perspektivisk detalje: For at beundre dem skulle man dukke sig. Det var en attraktion i børnehøjde, som grundlæggerne af La Samaritaine, parret Cognacq-Jay, havde i vente for deres yngste gæster. Overlevede disse charmerende gimmicks renoveringen i 1870?

Samaritaine var lukket i 16 år, og for den nye ejer, luksuskoncernen LVMH, blev renoveringen et uforvarende faraonisk projekt. Retssager om beskyttelse af historiske monumenter og borgerinitiativer, som ønskede at bevare deres elskede La Samaritaine i sin gamle form, afbrød gentagne gange byggearbejdet.

Cheval Blanc-hotellet, det femte hotel under verdens største luksusimperium, vil flytte ind i komplekset, der dækker flere blokke. Enhver, der har haft den guddommelige fornøjelse, som jeg havde på Cheval Blanc Randheli på Maldiverne, ved, at standarderne her er i en anden liga, i en klasse over First. Med kun 72 værelser og suiter, designet af New Yorks stjernedesigner Peter Marino, herunder et Dior-spa, bliver det sandsynligvis den nye spydspids blandt byens luksusherberger - fra 1.500 euro pr. nat og opefter.

Det er ikke nogen underdrivelse at sige, at der åbner et nyt tempel for fransk national stolthed her, eftersom de fleste af Paris' store luksushoteller længe har været på arabiske hænder. Jeg glæder mig til at se, hvordan gammelt og nyt mødes her. Og om jeg vil finde mine gamle yndlingshjørner igen.