Kunst er helt stor mode

Navnet er lidt omstændeligt: Lafayette Anticipations – Fondation d’entreprise Galeries Lafayette. I midten af Marais-kvarteret har den franske varehuskæde oprettet et hotspot for samtidskunst. Den hollandske stjernearkitekt Rem Koolhaas har tryllet et bevægeligt tårn af stål og glas ind i en forhenværende industribygning fra det 19. århundrede. Tårnet indeholder fire platforme, som kan forskydes efter behov. Der er tale om en genial løsning, hvormed man udnytter et relativt lille areal på 2.200 kvadratmeter bedst muligt. Det er første gang, Koolhaas realiserer et projekt i Paris. Men han har stor erfaring som arkitekt for kunstelskende modehuse. Han er nemlig arkitekten bag Fondazione Prada i Milano. I disse år opretter renommerede modehuse museer som aldrig før. I 2014 fik Fondation Louis Vuitton vind i sine glassejl. I 2015 fulgte Fondazione Prada i Milano. I fjor åbnede Yves Saint Laurent Museerne i Paris og Marrakech. Og lige nu Lafayette Anticipations. Konceptet er hver gang det samme: Et kendt brand, et stor arkitekt og samtidskunst. I så henseende var Fondation Cartier, som blev grundlagt i 1984, længe en ensom pioner, når det gjaldt om at forene trend, luksus og kunst. 

I dag tillægger de enkelte luksusbrands sig kunstsamlinger, på samme måde som kongerne og kirken tidligere gjorde det. Modehusenes støt voksende engagement er ikke et tilfælde. Det er en win-win-win-win-situation for alle implicerede: De enkelte brands smykker deres image med kunst, kunstnerne øger deres markedsværdi, koncernerne i baggrunden skaber skattefordele for sig selv ved at oprette kunstfonde, og med udstillingerne øger de målrettet værdien af deres egne samlinger. Kunst er for længst også blevet et investeringsobjekt. 

Grænserne mellem ophøjet kunststøtte og målrettet produktmarketing er i færd med at forsvinde. I dag hyrer man kunstnere til at designe kufferter, tasker, parfumeflakoner og champagneflasker.  Offentlige museer lejes af mærkevareproducenter, som anvender lokalerne til udstillinger om deres bestseller-parfume. Kulturpessimisterne taler i denne forbindelse allerede om tarvelig artketing. Så langt vil jeg ikke gå.   

For mig skal samspillet mellem kunst og mode frem for alt være troværdigt. Når modeskabere som Elsa Schiaparelli sammen med vennen Salvador Dalí i 1937 skabte en hat eller en hummerkjole, eller når kunstnere som Tom Sachs eller Sylvie Fleury beskæftiger sig med mærkekult og logoer, er der tale om autentisk kunst. Men hvis man som kunstner lader dig hyre af hvem som helst til hvad som helst, mister man sin troværdighed. Spændingsfeltet, modsætningerne og grænserne for den kunstneriske frihed findes et andet sted: Lige så gerne som luksusbrandet hyrer kunstnere til fremme af egne formål, lige så frækt optræder det, når kunstnerne lader sig inspirere af brandet til egne værker. Grafittikunstneren Zevs, som sprayede sine udløbende Chanel-logoer på modebutikkernes vitriner, endte med at blive anholdt og retsforfulgt. Tom Sachs, der blev berømt med sine konsumkritiske skulpturer som f.eks. Chanel-guillotinen og Prada-toilettet, fik i 2006 ganske vist lov til at holde sin egen store udstilling hos Fondazione Prada – men toilettet måtte han ikke vise frem ved denne lejlighed. Så meget humor har de moderne mæcener alligevel ikke. Det er egentlig synd.