Blandt fans

Og så er det atter tid til Fashion Week! Pandemien har også skabt positive forandringer inden for modebranchens ritualer. Det indser jeg nu. Såvel mylderet af kendisser som publikum er blevet mere overskueligt. Man skal ikke længere dele en 50 cm bred klapstol med sidemanden. Og man skal heller ikke længere stresse hovedløst rundt fra ét show til det næste. 

Man har på denne måde fået begivenhederne lidt mere på afstand og hermed tid til at betragte folk rundt omkring sig lidt nøjere. Da jeg for nylig var til show hos Louis Vuitton, føltes det nærmest, som om jeg var taget til en kamp i Champions League. 

Stort set alle tilskuere var indhyllet i Louis Vuitton-logoer fra top til tå. Overalt så man Vuitton-monogrammer og de karakteristiske brune Damier-mønstre. Store og prangende på plysjakker, på tværs hen over brystet eller op og ned ad ryggen. Små og i hundredvis på sko og bøllehatte, tasker, smykker og bælter. Ja, sågar på joggingbukser! Jeg går ud fra, at ingen vover sig ind til et modeshow iklædt kinesiske kopier af Vuitton-produkter – og således må jeg også gå ud fra, at et så ophøjet mærke som Vuitton rent faktisk tilbyder noget så banalt som joggingbukser. Men hvorfor findes der folk, der er villige til at betale i omegnen af 9.000 kr. for Vuitton-joggingbukser, der ser ud som kinesiske kopivarer? 

1980’ernes besættelse af mærkevarer er vendt tilbage. Dengang startede det hele med poloshirts med Lacostes lille grønne krokodille på, som brugerne forsøgte at hæve deres status med. Siden eksploderede mærkevarenavnene på ryggen af T-shirts og sweatshirts og forvandlede menneskene inden i tøjet til vandrende reklamesøjler. Afroamerikanske rappere i Harlem satte mærkevarekulten på spidsen ved at annektere den hvide overklasses kendetegn og printe falske logoer for de store europæiske modehuse i overstørrelse på læderjakker og hættetrøjer. 

Efter en årrække gled mærkevarehysteriet i baggrunden. Det blev nærmest anset som pinligt og udtryk for dårlig stil. Ikke mindst, fordi primært producenter af kopimærker dristede sig til at anbringe falske logoer på billigt tøj og sælge det i millionvis. Man var virkelig en sølle stakkel, hvis man havde et så desperat behov for at udtrykke status.

I begyndelsen kæmpede luksusindustrien imod billigudbydernes ødelæggelse af deres mærker. Nu leger de selv med. Fra Dior til Chanel og Louis Vuitton – man finder efterhånden intet modehus, som i dag ikke forsøger at score kassen ved at smække synlige logoer på sine produkter. Netop nu, hvor Guccis 100-års jubilæumskollektion er på vej ud i forretningerne, topper chefdesigner Alessandro Michele alt, hvad vi hidtil har set, og udstyrer nogle frakker og blazere med såvel Guccis om Balanciagas logoer. 

Det svarer lidt til at have FC Midtjyllands og FC Københavns logoer på samme tørklæde. De anerkendte modemagasiner udtaler da også straks hæsblæsende, at Micheles påfund er intet mindre end ”revolutionært”. Uanset om det er genialt eller banalt, lader kunderne til at synes om den slags. I hvert fald overdænger de sig selv med logoer. Og sikke da et held, at publikum ikke længere straks skal haste videre til det næste show. For det ville være virkelig dårlig stil at dukke op ovre hos Hermès med Vuitton-logoer over det hele.