Borgerskabets drømme om blåt blod

Museet Cocgnacq-Jay skaber opmærksomhed om de betydningsfulde sammenhænge mellem familie, penge, smag og selvhævdelse. Mademoiselle Lili besøgte museet og fandt ud af lidt af hvert.

Det er allerede et par år siden, at jeg opdagede det smukke hus midt i Marais-kvarteret i Paris. Alverdens turister ønsker kun at besøge Louve, Centre Pompidou eller Palais de Tokyo, hvor de må stå i kø i timevis for at komme ind. Men byen har så mange andre mindre, men lige så interessante museer, som præsenterer hele den store verden i en nøddeskal.

Det var modeskaberen Christian Lacroix, der i sin tid vækkede Musée Cocgnacq-Jay af dets tornerosesøvn, arrangerede malerier, møbler og genstande til en ny udstilling og ved samme lejlighed peppede interiøret gevaldigt op. Han skabte den farvestrålende collage, som byder de besøgende velkommen, de brogede, motivrige tæpper og de smukke fløjlsskamler, som museumsvagterne stadig bruger. Lacroix er en dedikeret fan af 1700-tallet, fordi tidsepoken er så fremragende til at spejle og forklare nutiden ud fra.

I det store palæ kan man beundre ægteparret Ernest Cognacq og Marie-Louise Jays kunstsamling. De grundlagde i sin tid varehuset La Samaritaine, som i dag indgår i LVMH-koncernen. Ifølge Lacroix er dette ejerskab også én af historiens utallige paralleller.

I vor tid har Bernard Arnault i løbet af 30 år har ført LVHM frem til at være verdens største byggeentreprenørfirma i luksusklassen.

Denne udvikling er et resultat af globaliseringen, der skabte et nyt pengearistokrati, som betragter såvel solkongen som alt fransk i det hele taget – ligge fra arkitektur til vin og champagne – som udtryk for stil og god smag, som slet ikke kan være dyr nok.

Dengang var det ægteparret Cognacq-Jay, som i det boomende 19. århundrede klarede springet fra butiksejere til superrige koncernindehavere og pionerer inden for kunst og kultur. Allerede i 1925 – i tiden længe før Louis Vuitton, Fondazione Prada eller Pinault Collection – viede ægteparret en hel etage i Le Samaritaine til kunsten og iscenesatte stolt sig selv som mæcener – en rolle, som hidtil var forbeholdt adelen og kirken.

Fra og med 1900 begyndte parret i stor stil at erhverve kunst og kunstgenstande fra 1700-tallet, heriblandt berømte værker af François Boucher, Fragonard, Canaletto og Tiepolo. Alt fra tiden før revolutionen blev anset for at være smukt. ”Først huggede borgerne hovederne af de adelige og fik den magt, som de krævede. Så udviklede de fantomsmerter og pyntede sig som i gamle dage for selv at fremstå som en ny form for adel, skønt de ikke var født med blåt blod i årerne.” Sådan tolker Lacroix det unge borgerskabs begejstring for 1700-tallet. ”Og det gjaldt sikkert også en lille smule for de ærværdige grundlæggere af denne kunstsamling.”

Hos vore dages borgerlige pengeadel savner man dog lysten til læring såvel som den kritiske intelligens og den slagfærdige esprit, der blæste gennem oplysningstidens paladser og slotte. I dag er pengene blevet til Gud og den eneste ånd, som man ønsker at se vokse og trives. Lacroix savner én ting mere fra de gode gamle dage: „Se på malerierne. Se de udmajede mænd med deres enorme parykker og brogede frakker. I takt med borgerskabets fremmarch cementeredes kønsrollernes klicheer, og mændene mistede også deres humor, når det gælder mode.”