The Culture of Beauty
HAUTE-COUTURE
Når mode bliver kunst
© Adrien Dirand
Christian Dior og Yves Saint Laurent: Hvis man ønsker at opleve mode i Paris på en helt anden måde i dette efterår, skal man ikke gå ud at shoppe, men på museum. Mademoiselle Lili står også i kø for at komme ind.
Andy Warhol forudså allerede i 1975: „Alle store varehuse bliver til museer og alle museer bliver til varehuse.“ Så langt er vi ganske vist ikke nået endnu, men jeg husker stadig dengang for ikke så længe siden, da man diskuterede, hvorvidt mode var kunst eller ej, og om den hørte hjemme på et museum eller i en sæk med gammelt tøj. Nu har virkelighedens verden afgjort sagen: Foran Musée des Arts décoratifs, som er en sidefløj til Louvre, står der hver dag op mod 4.000 mennesker i kø for at se det store show Christian Dior, couturier de rêve (Christian Dior – drømmenes modeskaber). Og i nærheden af Trocadero står folk også i lange køer: Her har det nye Yves Saint Laurent Museum netop åbnet sine døre. Mindre, mere intimt og privat finansieret af Fondation Pierre Bergé-Yves Saint Laurent. Her kan man ikke købe noget, i hvert fald ikke tøj – men man kan drømme. Og man lærer en masse om, hvordan længsler forvandles til tekstiler, og hvordan tøj afspejler en epoke.
Det stort iscenesatte Dior-show, som markerer modehusets 70-års fødselsdag, rummer alle de historiske detaljer. Og det er netop kombinationen af biografi og 300 haute couture-modeller, som gør showet så smukt og lærerigt. Husets grundlægger, Christian Dior, var en drømmer. Han stammede fra en forarmet, højborgerlig familie og drømte sig tilbage til forgangne tider. Diors „New Look“ var stor mode, men ikke moderne. Mens der herskede mangel på alt i efterkrigstidens ødelagte Europa, svælgede han i eventyrdrømme og skabte overdådige rober, som vakte minder om den feudalistiske tidsalder. Nogle kritikere fandt Diors stil umoralsk, anstødelig og reaktionær. Coco Chanel udbrød forarget: „Dette tunge, stive tøj, som ikke engang passer ned i en kuffert. Latterligt!“ Men stilen slog ned som en bombe – ikke mindst hos kvindelige filmskuespillere i USA, hos adelige og kongelige samt pragtelskede præsidentfruer. Dior ledede kun sit modehus i ti år. Han døde af et hjertetilfælde i 1957, blot 52 år gammel.
Moderne var derimod hans efterfølger Yves Saint Laurent, hvis lige så elegante som minimalistiske kreationer viste vejen ud i fremtiden. Han udnyttede sin fyring som art director hos Dior til at grundlægge sit eget modehus – og hermed er vi fremme ved Avenue Marceau 5, som engang var hans couture-atelier. Der hvor Saint Laurent arbejdede på kreationer, der alle sammen kan læses som en aktuel kommentar til deres tid, har Yves Saint Laurent Museet åbnet sine døre. Mondrian-kjolen, som for første gang direkte kortsluttede kunst og mode, markerede i 1965 startskuddet for modehusets kommercielle succes. Den androgyne dame-smoking fra 1966 udgjorde et feministisk statement, som var langt forud for sin tid. „Mode er ikke kunst,“ skal Saint Laurent engang have sagt. „Men moden har brug for en kunstner som dig til at skabe den,“ tilføjede hans livs- og forretningspartner Pierre Bergé, som ikke fik lov til at opleve museets åbning. Der er intet at tilføje denne udtalelse.
© Fondation PB YSL A. Guirklinger
