Nature Urbaine, Paris

Himlen over Paris

Nature Urbaine er Europas største urbane rooftop-farm. Og en grøn oase midt i Paris. Mademoiselle Lili ånder dybt ind.


Hidtil har Paris‘ 15. arrondissement ikke været en udpræget turistmagnet. Kun hvis man er fan af 1960’ernes og 1970’ernes brutale betonarkitektur, vover man sig ud i byens sydvestlige udkant for at se Montparnasse-tårnet eller højhusene i Quartier Grenelle, der udgør en markant kontrast til det romantiske Paris, som turisterne kender og elsker.  

Nature Urbaine, Paris

Men nu kan Paris‘ største arrondissement opvise en helt ny attraktion – nemlig Nature Urbaine, Europas største urbane rooftop-farm, som befinder sig på taget over Paris’ messehaller ved Porte de Versailles. På i alt 15.000 kvadratmeter – et område, som svarer til rundt regnet to fodboldbaner – skal der i fremtiden dagligt kunne høstes op til tre tons frugt og grønt. Allerede nu høstes der 200 kg i døgnet. Afgrøderne afsættes til kvarterets beboere såvel som til supermarkeder, hoteller, kantiner og restauranter i nabolaget. 


Én af dem er Le Perchoir, som man finder på samme tag som selve farmen.  


Her kan man sidde og se på, mens de velsmagende jordbær – som her serveres krydret med shiso – vokser sig store og lækre. Det samme gælder for tomaternes, auberginernes, salatens, melonernes og agurkernes vedkommende. De fleste planter vokser ikke på flad mark, men i futuristiske søjler, der rager op mod himlen som overdimensionerede rygsøjler. Plantesøjlerne er udviklet i Frankrig og fungerer i henhold til det såkaldte aeroponik-princip, hvor planternes rødder vender opad og konstant sprayes med en næringsopløsning. ”På denne måde undgår vi at anvende pesticider, og vi kan reducere vandforbruget med 90%,” forklarer Nature Urbaines direktør Sophie Hardy.

Nature Urbaine, Paris
© NATURE URBAINE
Nature Urbaine jordbær
© NATURE URBAINE
Nature Urbaine, Paris
© NATURE URBAINE
Nature Urbaine, Paris

Vertical Farming er navnet på dette fremtidsorienterede koncept, der i øjeblikket slår rødder verden over, og som ifølge en lang række studier meget vel kan afløse de økologiske strømninger inden for levnedsmiddelproduktionen. Her i Paris kan man ikke blot studere fænomenet på nært hold eller deltage i guidede fremvisninger og lære endnu mere. Man kan også selv blive gartner. 156 tagparceller lejes ud til private for ét år ad gangen. Denne helt nye form for kolonihave har været et hit, lige siden Nature Urbaine åbnede.  


Corona-pandemien og dens følger i form af afbrudte forsyningskæder og halvtomme supermarkeder har såvel som klimadebatten gødet jorden for ideer, som man for blot ti år siden kun ville have haft et smil tilovers for. ”Pludselig kan alle se fidusen med at hente bondegården ind i byen og tilbyde friske, sunde levnedsmidler og at have kort transport ud til kunderne og hermed yde et bidrag til øget klimaneutralitet og biodiversitet,” udtaler Sophie Hardy. 


For mig udgør Nature Urbaine og restauranten Le Perchoir et insider-tip i denne sommer. Kun få steder i Paris finder man lige så meget udsyn, ro, sol og grønne omgivelser som her. 

Nature Urbaine, Paris
© NATURE URBAINE
Nature Urbaine, Paris
© NATURE URBAINE
Nature Urbaine, Paris
© NATURE URBAINE

Nature Urbaine: www.nu-paris.com
Le Perchoir Porte de Versailles : www.leperchoir.fr