Bonne année!

Østers og champagne, s’il vous plaît! Mademoiselle Lili havde ikke prøvet at fejre nytår i Paris før – og det gav anledning til en række interkulturelle overvejelser.  

Selv om jeg har boet i Paris i mere end syv år, havde jeg aldrig prøvet at fejre nytår her. Jeg havde altid foretrukket at flygte til varmere himmelstrøg. Sidste år var det endelig så vidt. Og lad mig bare sige, at det var en vidunderlig fest – men samtidig også en fest, som understregede de kulturelle forskelle, som gør sig gældende, når man bor i Frankrig.

Fyrværkeri eller „90-års fødselsdag“? Nej, det kender man ikke til i Frankrig. Mens en by som Berlin bliver beskudt med raketter i dagene op til nytår, så man somme tider tror, at man befinder sig i Gaza, er der vidunderligt stille i Paris. I Frankrig er det kun staten, som må lave larm og afholde fyrværkeri – og det sker kun d. 14. juli, som er Frankrigs nationaldag. Men én ting er som alle andre steder: En fire-fem dage før nytårsaften begynder man at få en masse nervøse sms’er fra venner, der spørger, om ”man ved noget, eller om man har planlagt noget”. De fleste indbyggere i Paris bor i lejligheder, som ikke er meget større end værelserne i en studenterhybel. Således er der helt naturlige grænser for, hvor store selskaber man kan afholde. Og derfor faldt Serges spontane invitation på et tørt sted. Han er den eneste i vennekredsen, der råder over en ”salon”, som har fortjent denne betegnelse.

I løbet af to dage lykkedes det 15 mennesker at finde sammen til en festlig aften – noget som ellers er nærmest umuligt for storbyboer. ”Tag nogle østers og noget champagne med, så sørger vi for hovedretten,” fremgik det af den temmeligt vage beskrivelse af arbejdsdelingen. Jeg har altid bemærket, at franskmænd er gode til at improvisere. Dette gælder såvel i køkkenet som ved middagsbordet. Hjemmefra er jeg vant til, at værten altid har det hele stående parat, når gæsterne kommer. I Frankrig er maden derimod et fælles projekt. Og det gælder ikke mindst i forbindelse med større sammenkomster. Der er tale om en slags social koreografi, hvor hver enkelt gæst bidrager med det, som han eller hun er bedst til eller har lyst til. Men det er ikke så godt, hvis man er meget sulten, allerede når man kommer ind ad døren …

Man skal være klar over følgende: Er man inviteret til middag i et privat fransk hjem, er køreplanen helt anderledes end den, man kender hjemmefra. I Frankrig er kl. 20 en ret upræcis tidsangivelse. Er man sulten og dukker op på klokkeslæt, er det bare ærgerligt. ”Neeej, kommer du allerede nu?” udbrød folk den ene gang efter den anden, da jeg stadig var ny i Paris. Jeg kunne så ikke foretage mig andet end at gnaske nødder og drikke champagne, mens jeg ventede på de andre. Når de endelig dukkede op, brugte de yderligere en time på bare at drikke deres aperitif. Når forretten endelig kom på bordet – og det skete sjældent før kl. 21.30 – var jeg som regel pænt beruset. Aperitif, forret, hovedret, dessert og kaffe. I Frankrig udgør det et ritual, som strækker sig over en hel aften og først slutter efter midnat. Vejen er målet i sig selv.

Da jeg lige var flyttet til Paris og inviterede folk til middag hjemme hos mig første gang, begik jeg stort set alle de fejl, som jeg kunne begå. Den gratin, som jeg satte ind i ovnen lige inden kl. 20, var helt ødelagt ved halvnitiden, da alle gæsterne omsider var ankommet. Jeg havde ingen chips eller nødder i huset, og jeg havde heller ikke tænkt på at lave en dessert – for den slags plejede jeg kun at servere på store festdage. Da jeg ryddede tallerkenerne af bordet og troede, at vi nu kom til den mere hyggelige del af aftenen, spurgte gæsterne undrende: ”Skal vi slet ikke have dessert?” Det var virkelig pinligt. Jeg havde ikke andet end yoghurt, som jeg kunne tilbyde dem. Da de havde spist den sidste skefuld yoghurt og drukket den sidste slurk kaffe, gik de første af gæsterne hjem. Da var klokken 21.30. Kaffen er nemlig værtens signal til gæsterne om, at aftenen er ved at være forbi. Men det lærte jeg først senere. 

Da vi holdt nytårsaften hos Serge, havde vi først lige spist hovedretten, da klokken nærmede sig midnat. Så skålede vi i champagne og gav os til at danse. Desserten kom først på bordet kl. 3 om morgenen. Det var en forrygende fest. Men nu ved jeg, at jeg fremover nok hellere må spise en sandwich, inden jeg tager afsted.