The Culture of Beauty
PÈRE LACHAISE-KIRKEGÅRD
Online i det hinsides
En tur på den berømte Père Lachaise-kirkegård er én af de klassiske oplevelser i Paris. Mademoiselle Lili fik sig alligevel en overraskelse – nemlig den digitale evighed.
Jeg ved slet ikke, hvor tit jeg har været på Paris‘ vel nok mest berømte kirkegård. Første gang var som turist for mange, mange år siden. Jeg ville se Jim Morrisons, Edith Piafs og Oscar Wildes grave. Siden har jeg været der gang på gang, når jeg havde familie eller venner på besøg. For kirkegården ligger tæt på min bopæl – ja, sådan set lige rundt om hjørnet. Men sidste gang, jeg var der, troede jeg næsten ikke mine egne øjne. Mellem alle de forvitrede og pragtfulde gravmonumenter, der siden begyndelsen af det 19. århundrede har tjent som utallige berømte menneskers sidste hvilested, har generation web 2.0 holdt sit indtog.
Når man går gennem den skyggefulde labyrint af stier og alleer, opdager man, at der her og der er anbragt QR-koder i form af små plaketter med sort-hvide pixel-mønstre, som er limet fast til gravstenene.
Et hvidt gravsted, der ligger lidt for sig selv, fanger min opmærksomhed. Det tilhører en vis Laura Hilden. Gravstedet ser ud som et busstoppested: Det er overdækket, og glasvæggene beskytter det mod vind og vejr. Jeg retter mit smartphone-kamera mod koden og lander på et esoterisk website, hvor man kan se og høre den afdøde synge. Jeg erfarer desuden, at der er tale om et „energetisk gravsted for evig kærlighed”, og at alle og enhver kan føle dette ved at stille sig på det nærmest kabbalistiske cirkelornament på gulvet og løfte armene op over hovedet. Oppe under loftet får jeg øje på en række astrologiske symboler. Vi stiller os midt i cirklen og løfter armene, præcis som man gør i sikkerhedsscanneren i lufthavnen. Vi mærker dog ikke noget – men hvis vi vil, erfarer vi, kan vi straks booke et initiationskursus hos Laura Hildens spirituelle healer. Det koster kun 3.800 kr. I himlens navn – ikke engang i det hinsides kan man være i fred for reklamepauserne!
Vi skriger af grin, mens vi går videre og udveksler tanker om at udvide konceptet: Hvordan kan man bedst udnytte gravsteder kommercielt? Hvad med at tilbyde de besøgende mulighed for at downloade Jim Morrisons sange ved hans grav? Eller at bestille et køleskab ved Darty-familiens gravsted? Familien har grundlagt Frankrigs største elektronik- og hvidevarekæde. Kunne man ikke tilbyde alle de wannabe-kendisser, der gøgler deruda‘ i tv, en allersidste stor forestilling? Eller hvad med vor tids instagram-generation, der lader til at tro, at hele verden findes på deres smartphoneskærm? Var det noget med en allersidste og evig selfie?
Nå, men det findes åbenbart allerede alt sammen. Jeg finder bagefter ud af, at man for ca. 1.500 kr. kan få designet en online-grundpakke med fotos, videoer og lydoptagelser til efterlivet. Prisen indbefatter en QR-plakette til gravstedet. Ønsker man den afdødes liv skildret af en professionel speaker, koster det naturligvis mere. I USA, Japan og Spanien er den slags allerede en dødsikker forretning. På Père Lachaise-kirkegården skal man stadig søge længe efter gravsteder, hvor man kan tale med de afdøde ved hjælp af sin smartphone. Det er egentlig en skam. For det ville gøre gravene meget mere underholdende.
