Et kongeligt sted

Mindre end fem minutter til fods fra Louvre og indkøbsgaden Rue Saint-Honoré – steder hvor folk selv i parisernes feriemåned august myldrer afsted som myrer – findes en oase af stilhed. Det er Palais Royal med sin afskærmede park, hvor storbylarmen lukkes ude, og hvor man ikke hører andet end fuglenes kvidren.  I de skyggefulde arkader findes cafeer og restauranter, hvor man kan nyde mad og drikke under så afslappede forhold som ingen andre steder i denne del af byen, eller hvor man bare kan sætte sig på en bænk, læse i sin medbragte bog og nyde de farvestrålende blomsterbede. Inde i gården er der børn, der leger på Daniel Burens kunstværk, som består af sort-hvid-stribede marmorsøjler i forskellige højder, og som udløste en veritabel skandale, da det blev opført i 1986.  

Jeg var ikke klar over, at myten om Paris som „lysenes by“, havde sit udspring her. Men her blev i sin tid de første gasdrevne gadelygter tændt, og de gjorde denne enklave i byens midte til begyndelsen på Paris’ natteliv. Længe før de røde møller begyndte at rotere i Pigalle, færdedes unge kvinder fra samtlige samfundslag i de dunkle arkader – selv damer fra højadelen hævdes at have prostitueret sig her for spændingens skyld. Den såkaldte „Allée des Soupirs“, Sukkenes Allé, udviklede sig til at være et pikant samtaleemne i hele Europa og var tidligt med til at befæste Paris‘ ry som syndens Babylon.  Komplekset, som blev opført af kardinal Richelieu i 1624, hed oprindeligt Palais Cardinal. Det var først senere, at medlemmer af kongehuset residerede her.  Philippe d’Orléans, Solkongens bror, var en berygtet levemand, som sørgede for, at de første kasinoer, knejper og mødesteder for bøsser blev åbnet her gaslysenes skær.
 
Alt dette mærker man ikke længere noget til i Palais Royal, som i dag udpræger sig med fornem højborgerlighed og storslået arkitektur. Kun meget rige mennesker har i dag råd til at bo som nærmeste nabo til Conceil d’État, Comédie Francaise og det franske kulturministerium. Forfatteren Colette og kunstneren Jean Cocteau boede her. I dag holder den diskrete pengeadel til her. Med lidt held kan man dog træffe lidt showbiz herude, for i arkaderne holder den mest berømte ”mode-antikvitetshandler” til – nemlig Didier Ludot (24 Galerie Montpensier). I Paris behøver man næppe at præsentere ham yderligere. Hans navn er velkendt blandt modebevidste kvinder verden over – lige fra Julia Roberts til Reese Witherspoon og sørme også Kim Kardashian. De kigger alle inden for i hans vintage-boutique i Palais Royal for at købe eller blot for at drømme. Lige overfor finder man parfumøren Serge Lutens (142 Galerie de Valois), som i 1990’erne revolutionerede parfumeverdenen med sine unisex-dufte.  
 
Også Jean Paul Gaultiers allerførste couture-atelier findes her. Modeskaberen indledte sin karriere her ude foran én af de skjulte porte, som fører ind til Palais Royal. I dag huser den imposante bygning den italienske hipster Daroco (6 Rue Vivienne), hvis tjenere går klædt i stribede T-shirts som en hommage til Gaultier. I vore dage er man i godt selskab, når man færdes i og omkring Palais Royal.