PARIS

Kærlighedens by

Der findes ingen anden by, der har et så romantisk ry som Paris. Vi forestiller os, at kærligheden venter rundt om hvert gadehjørne i den franske hovedstad. Men mademoiselle Lili ved af egen erfaring, at byens mænd snarere løber om hjørner med det modsatte køn. 

Sidste søndag kunne jeg ikke lade være med at le hjerteligt. Solen skinnede, og jeg gik en tur langs Seinen – hvor der i lang tid ikke har ført nogen vej forbi de mange tusinde "kærlighedslåse" på broerne. De anbringes af par fra hele verden som symboler på deres evige kærlighed. I søndags så jeg, at der pludselig var anbragt en række skilte som forbød ophængningen af låsene. "Vores broer kan ikke holde til jeres kærlighed", siger Paris' bystyre. "Kærlighed uden låse" hedder kampagnen, som skal sikre, at broerne ikke styrter sammen under den ekstra vægt fra låsene. Med Twitter-hashtagget #lovewithoutlocks plæderer man for at befri kærligheden.  


Ak, denne evige tro på, at Paris er kærlighedens mekka – i den hektiske hverdag i storbyen har jeg været nødt til at konstatere, at det er en kliché uden hold i virkeligheden. Min forkærlighed for franske chansons, fransk poesi, litteratur og filmkunst fik også mig til at tro, at det ville være nok at gå op og ned ad trapperne i Montmartre et par gange om ugen for pludselig at befinde sig i "ville d’amour". Et flygtigt blik fra en forbipasserende, som får hjertet til at banke lidt hurtigere, en spontan kop kaffe, en overstrømmende følelse af glæde, og snart strejfer man omkring, hånd i hånd med drømmefyren, i den pragtfulde, evigt romantiske by.  


Det er et smukt billede – men det tager ikke højde for den franske mand, denne uudgrundelige skabning. "Du får ham hurtigt til at koge over af lidenskab, men det betyder ikke, at han er mør indvendig", sagde en veninde til mig, da jeg lige var flyttet til Paris. Hun havde så evig ret! På de nordlige breddegrader sker det så godt som aldrig, at man får tilkastet hede, smeltende blikke fra en forbipasserende på en helt almindelig hverdag; at mænd lader deres bil stå midt på gaden for at løbe efter dig og bede dig om dit telefonnummer, fordi de finder dig så "bedårende". I Paris sender kurmageren dig sms'er i flere uger, indtil du endelig siger ja til at gå med ud at spise. I dagene op til restaurantbesøget spørger han dig mindst tre gange, om I virkelig har en aftale, om du virkelig vil dukke op. Han fortæller dig, at han glæder sig så meget. Men når du så sidder på restauranten, dukker han ikke op. Du venter i et godt stykke tid, men han kommer ikke. Du forlader restauranten, alene, og du føler, at det hele bare er for åndssvagt.

Du ringer til ham, og med hviskende stemme siger han, at han er ganske utrøstelig: hans mor skulle pludselig på hospitalet. I baggrunden hører du barnegråd. Det er skam ikke nogen vits, det har jeg virkelig oplevet. 


Paris er sidespringenes hovedstad, en regulær udklækningsanstalt for utro mænd. Især i det bedre selskab er der ligefrem skik for, at mændene holder sig en elskerinde. Den tidligere præsident Mitterand havde igennem mange år en elskerinde med uofficiel status som "ekstra" hustru, og skørtejægeren Dominique Strauß-Kahn var og er på ingen måde noget særtilfælde. I Paris lader man sig ikke skille – man smiler og lyver og sørger for at bevare skinnet udadtil. I metroen reklamerer kæmpestore plakater for et datingsite, som er specialiseret i eventyr uden om ægteskabet. Der findes en type mand, som allerede ved den første flaske rødvin spørger, om du har lyst til at tage med til en swingerfest.

Eller som udveksler tre sætninger med dig over en after work-cocktail, inden han ønsker at vide, om I senere tager hjem til dig eller til ham. Og hvis du tager en stor slurk af din margarita for at vinde tid, er han allerede forsvundet igen – på jagt efter en stensikker gevinst. Så findes der også fyre, som sender den samme mail til alle kvinderne i deres adressebog, hvis de har lyst til et lille eventyr om aftenen. Det er så bare ikke så smart, når de glemmer at markere de andre "chéries" som skjulte modtagere.


Der skulle i øvrigt gå fem år, inden jeg for første gang oplevede at gå hånd i hånd gennem kærlighedens by – med en franskmand. Og der gik tre år, indtil han var "mør".