Den femte årstid

Da jeg flyttede til Paris for seks år siden i slutningen af juli, vidste jeg ikke, at årets mest udsædvanlige og ensomste måned ventede mig kort tid efter: august. Hvor hele byen i samlet flok stikker af, ud til kysten, op i bjergene, ud på landet, hvor man enten selv eller en slægtning eller ven har et tilflugtssted. Mange små butikker lukker, det samme gælder yndlingscaféerne i kvarteret, for at få en frisk croissant til morgenkaffen, skal man pludselig gå i ti minutter i stedet for tre. Da jeg glædesstrålende fortalte mine venner, at jeg ville komme til Paris, svarede de, at de først ville vende tilbage til byen omkring ”Rentrée”. Hvad gør man så? Skal man så arbejde i stedet for? Selv hvis man ville, er det umuligt, for alle er væk. For det meste giver en telefonsvarer eller en studentermedhjælper besked om, at man er nødt til at vente til ”Rentrée”. Paris er så stille og øde i august, at sarte sjæle kan føle sig, som var de i isolationsfængsel. Men efterhånden er jeg kommet til at elske denne periode, hvor byen går i slowmotion, der altid er siddepladser i metroen eller en Vélib, når man har brug for en cykel, og hvor der ikke er lange køer uden for museerne. Og hvor man kan mødes med ligesindede venner, der også er blevet i byen, tre gange om ugen i stedet for to gange om måneden som ellers.  

I slutningen af august kommer der gang i byen igen. Først fyldes metroen og samtidig kommer Rentrée-reklameplakaterne, postkassen flyder over af tryksager, hvor fitnesscentre, neglestudier eller frisørsaloner tilbyder rabatter, eller hvor der tilbydes nedsatte vaskemaskiner, tv-apparater eller møbler.

Det er ikke nytår, men tilsyneladende Rentrée, der markerer en rituel, ny start i Paris. Hvis man ikke tegner et medlemskab til fitnesscenteret nu, får man det aldrig gjort. Hvis man ikke får sig en ny hårfarve eller et nyt look nu, går man bag af dansen. Hvis man ikke flytter ind i en ny lejlighed nu, finder man aldrig nogen. Den nervøse hektiske stemning og shopping-rus, der vælter ind over Paris præcis den 1. september, efter at byen har været neddroslet i en hel måned, er to af de mest signifikante forskelle for mig: I Tyskland går man indkøbsamok til jul, nytår er tidspunktet, hvor man lægger sig fast på nye forsætter og starter på en ny, men i Frankrig sker alt dette omkring Rentrée.  

Derefter ved man slet, hvordan man skal planlægge sin tid – kalenderen er spækket med gensynsfester, arrangementer, jobaftaler, åbninger og invitationer. En af mine franske venner, en virksomhedsleder, der nu bor i Tyskland, gav mig følgende forklaring: I Frankrig har man følelsen af, at man kun arbejder i otte måneder om året: fra Rentrée til begyndelsen af december og så igen fra februar til juni. Med en lang pause i maj, hvor der er så mange helligdage, at de sammen med de ”indeklemte” hverdage mellem helligdage og weekender betyder, at kontorerne stort set er ubemandede. Og allerede fra juni begynder man at indstille sig på ferieperioden, man træffer ingen vigtige beslutninger mere, de må vente til – Rentrée. Jeg har selvfølgelig også selv allerede tegnet et fantastisk billigt medlemsskab i et nyt fitnesscenter.