© Paris Tourist Information Sarah Sergent
For de fleste mennesker er Paris én by, skønt det faktisk er to. Rive Gauche, altså den del af Paris, der ligger til venstre for Seinen set i flodens retning, er en meget anderledes verden end Rive Droite. Prøv for eksempel bare at skrue bare en lille smule højere op for din nye yndlingsklaverballade kl. 19.30 i en lejlighed et eller andet sted i nærheden af Boulevard Saint-Germain! Hvis der i løbet af ti minutter står en nabo uden for døren, der nærmest af opløst af gråd og rystet i sin grundvold, og som ser på dig, som var du en satanisk provokatør – så er du definitivt på Venstre Seinebred.
På samme måde som Berlin i sin tid var delt af muren, går der også en grænse tværs gennem Paris. Det er dog selvsagt en væsentligt fredeligere, mere naturlig og meget smukkere grænse – nemlig Seinen. Og den har naturligvis altid været åben, og de to dele forbindes af flotte broer og et stort antal metrotunneller. Alligevel kan man mærke forskellen – og den holdes i hævd. Endnu den dag i dag. Det er den eneste forklaring på, at tilføjelsen Rive Gauche stadig pranger på logoet for det fornemme varehus Bon Marché. Pariserne opfatter enten sig selv som Rive Gauche eller Rive Droite, og det er ikke bare udtryk for en geografisk placering, men samtidig så at sige en livsindstilling, man har tilegnet sig. Nogenlunde svarende til de ny tilflyttede berlinere i tiden efter murens fald, der bevidst valgte enten at bosætte sig i byens østlige eller vestlige del. Med jævne mellemrum kaster pariserne sig ud i halvt ironiske, halvt alvorligt mente mundhuggerier om, hvilken side af Paris, der er den mest trendy, elegante eller ganske enkelt den bedste.
Rive Gauche var i lang tid betegnelsen på de intellektuelles og fritænkernes Paris – ikke kun fordi det berømte Sorbonne-universitet har hjemme her. I 1920’erne lod de amerikanske forfattere og kunstnere som Ernest Hemingway, Henry Miller eller Gertrude Stein deres lyster og laster få frit løb i stræderne i Latinerkvarteret, og de sværmede for den frie livsfølelse påLeft Bank. Senere filosoferede, røg og drak Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir på Café de Flore eller Les deux Magots på Place Saint-Germain-des-Près, indtil de venstreorienterede studenter gik på barrikaderne for at vende op og ned på verdensordenen. Da Yves Saint Laurent lancerede sin første billigere pret-a-porter-kollektion i 1966, gav han den navnet Rive Gauche.
Dem, der dengang smykkede sig med disse to ord, ville være anderledes. Progressive, anti-borgerlige, kreative. Det er en overstået epoke. Tidligere tiders revolutionære er kommet op i årene, og det samme gælder nonkonformismen. Nu er der myten tilbage. I dag står Rive Gauche for byens dyreste lejligheder, de mest snobbede tjenere, de dyreste caféer, de eleganteste damer med de nydeligste frisurer i Brasserie Lipp. Og for naboer med butterfly og kashmirjakke, der kræver nattero allerede kl. 19.30. For mig er det et Catherine-Deneuve-Paris, der er ældet med ynde, fornemt – og en lille smule kedeligt. Hvor var det dejligt endelig at flytte til Rive Droite, tættere på Canal Saint-Martin eller Marais, hvor man også ser mennesker på gaden efter kl. 22!