The Culture of Beauty
SPEAKEASYS
Gennem bagdøren
Et kodeord, en lillebitte rød dør, indgang gennem kølekammeret eller et møntvaskeri – hemmelige barer, såkaldte "speakeasys", er den helt nye trend i Paris.
Har du nogensinde hørt om "Branlage à la mouche"? Det har jeg heller ikke. Det drejer sig om en erotisk serviceydelse, der reklameres bramfrit for i 1915 i kærligheds-priskataloget fra en vis Mademoiselle Marcelle Lapompe i Paris, og som i dag ville få dyreværnsfolk til at stejle. Det forklares helt nøjagtigt, og i vendinger, der er uegnede for mindre børn, hvad udtrykket dækker over. Groft sagt går det ud på, at en flue, der har fået vingerne revet af, stimulerer badegæstens ædle dele. Et besøg i den skumle "Blaine Bar" (65 rue Pierre Charron) kan være ganske oplysende, især hvis man forvilder sig ind i rygerrummet, hvor dette historiske tidsdokument er hængt op. For grunden til, at Paris har et urokkeligt ry som kærlighedens by har desværre ganske lidt at gøre med romantik, men skyldes snarere, at der i slutningen af anden verdenskrig her fandtes en højborg for legal prostitution. Og her kan man læse sort på hvidt, hvor seksuelt frigjort det gik for sig i Paris dengang.
"Blaine Bar" ligger skjult i en lille sidegade ved siden af den berømte Champs-Elysées, og spiller på en anden fascination, nemlig fascinationen ved det forbudte og hemmelige. Ude på gaden er der ingen skilte eller vinduer, der viser, at man her kan finde en bar. Den hører til en af de mange "speakeasys", der dukker op i alle kvarterer i byen lige for tiden. Disse smugkroer minder om forbudstiden i USA i 1920'erne, hvor alkohol kun blev udskænket i skjulte rum. Og i disse rum skulle man tale helt stille – deraf kom udtrykket "speakeasy". Nu må man skrive til dem, der driver baren, via en privat besked på Facebook, så får man tilsendt kodeordet, der ændrer sig hver uge. Når man er kommet gennem baggården, fortsætter man ned i kælderen, hvor sortklædte tjenere med Fedora-hatte ryster de lækreste cocktails til live jazzmusik.
"Moonshiner"-baren har etableret sig i nærheden af Bastillen. Ved første øjekast ligner det et helt almindeligt pizzeria (med udmærkede pizzaer, i parentes bemærket), men når man går gennem kølekammerets sølvfarvede dør, kommer man ned i 1920'erne. Efter det korte kuldechok bliver man hurtigt varm om hjertet: Dæmpet swing-musik, en stilægte indretning og promillestærke old fashion-cocktails, der serveres af voldsomt tatoverede italienere.
Baren "Little Red Door" (60 rue Charlot) i 3. arrondissement lever fuldt op til sit navn: En lillebitte rød dør ud til gaden, som man kravler ind ad, ligesom Alice, der kravlede ind i kaninhullet. Bag døren finder man en hyggelig, plysklædt atmosfære med blå fløjlssofaer, hvor der serveres gourmet-tapas, spirituosa fra små franske brænderier og ekstremt fantasifulde cocktails med rødbede, gulerod eller sesam. I alle disse barer finder man påfaldende mange par eller nogen, der ønsker at blive det, og som bevidst ønsker at skjule sig for offentligheden. For en ting lever Paris stadig op til: sit ry som hovedstad for sidespring. Men det fortæller jeg mere om et andet sted.