Imens voksede Philippes bamsefamilie. Han begyndte at købe flere gigantiske teddybjørne, som han lejede ud til alle, som gerne ville have dem. Hans eneste betingelse var, at adoptivforældrene brugte bamserne til noget kreativt, og at de var synlige i gadebilledet. Med ét så man enorme bamser i alle mulige og umulige situationer. Apotekerne havde kæmpebamser iklædt lægekitler og med blodtryksmålere i hænderne.
Motorcykelhandlere lod dem køre på Vespa. Og nogle vinhandlere havde berusede bamser hængende over toilettet. Selv en politistation hævdes at have en kæmpebamse siddende – naturligvis iført håndjern.
Philippes havde held med sin mission om at skabe mere varme og smil i gadebilledet. ”Jeg ville egentlig bare gøre noget godt for nabolaget,” fortæller han. ”Jeg ville gerne have folk til at tale med hinanden. Jeg har haft min forretning her i 25 år. Nogle af kunderne havde jeg aldrig vekslet ét ord med i alle de mange år. Nu kalder de mig alle sammen Philippe.“ Med sine bamser har Philippe haft held med at skabe et lille storbyeventyr som i filmen „Den fabelagtige Amélie fra Montmartre“, hvor datteren lader sin depressive fars havenisse rejse ud i verden og sende postkort hjem fra elle mulige tænkelige og utænkelige steder.
I dag findes der flere hundrede kæmpebamser, og de har forvildet sig så langt uden for Paris‘ bygrænse som helt til Sydfrankrig. Bamserne har knap 70.000 følgere på Facebook og Instragram, hvor folk deler de mest vanvittige fotos med dem.
Bamserne spillede en helt særlig rolle under corona-nedlukningerne. Mens forretninger, cafeer og restauranter var lukkede, og gaderne lå mennesketomme hen, medvirkede bamserne til, at de forladte gader ikke virkede helt så trøstesløse. Efterfølgende hjalp bamserne med at holde tilstrækkelig afstand mellem gæsterne.
Så næste gang du går på café i Paris, kan du roligt lægge armen om din sidemand – og tage en selfie. På denne måde sørger du for, at eventyret fortsætter.