By, land, flod

I august virker Paris altid nærmest uddød. Men netop da elsker Mademoiselle byen allermest.

Man skulle næste tro, at vi var ramt af den fjerde nedlukning. Min ostehandler, min grønthandler og min yndlingsbager – deres butikker er lukket ned, og dørene er låst. Der er næsten ingen biler i gaderne, og masser af plads i metroen. I museerne er jeg så alene, at jeg nemt kunne bilde mig selv ind, at jeg var en vigtig statsgæst, som fik en privat rundvisning. Ja, det er august. Det er dejligt, hvis termometeret holder sig under 30 grader, så man undgår selv at ende som en baguette i en stenovn. Jeg siger altid til folk, at de bør besøge Paris om sommeren, når byen skruer ned for tempoet, og de få lokale beboere møder én med et afslappet smil, som udstråler lutter solidaritet. Vi er den forladte bys vogtere. Der er kun os. 

Men i år er meget anderledes. Byen virker endnu mere forladt end ellers. Coronaen har medført, at endnu flere indbyggere er rejst ud på landet. Tidligere blev det anset som fint og som et tegn på succes i livet, hvis man ud over lejligheden i byen også havde et sommerhus på landet. Men bo derude hele tiden? Mais non! Inkarnerede storbyboer bryder sig kun om provinsen, hvis det har noget med ferie eller levnedsmidlernes oprindelse at gøre. Men man kan ikke have permanent adresse, hvor postnummeret ikke starter med 75. Selv en pandemi har ikke ændret noget, hvad dette angår.  

Mens jeg som så mange andre sad indespærret i en lejlighed på størrelse med et kaninbur, oversvømmede de sociale medier mit liv med misundelsens bitre gift. Billeder og videoer med bølgende hvedemarker, vinmarker, pludrende bække, blomstrende hortensia, høns og kaniner, som hyggede sig i rigtige haver – alt sammen lagt ud af dem, der allerede havde et sommerhus, som de nu omtalte som ”mit nye kontor”. Vi lærte at arbejde hjemmefra og snakke sammen via webcam, og hver gang jeg interviewede en parisisk modedesigner over Zoom, sad han også ét eller andet sted langt borte i det grønne. Længslen efter landet, naturen og den frie bevægelighed greb efterhånden om sig blandt os storbystakler, og ejendomsmæglerne begyndte at klistre enorme plakater op på metrostationerne:  Kunne du også tænke dig at flytte ud af byen? Teksten var ledsaget af fotos af romantiske murstenshuse ude i skoven: Hus i Heuqueville, 130 kvadratmeter med 2.000 kvadratmeter grund, 1,8 million kr. For indbyggerne i Paris er den slags himmelsk tale – for her betaler vi omtrent det samme for et kosteskab på 20 kvadratmeter. Naturligvis blev man også oversvømmet med reklamemails fra indretningsfirmaerne, som lokkede med hvidbejdsede møbler og kurvestole og en helt ny stil for mennesker, som gerne ville bo på landet. 

Den kendte trendforsker Li Edelkoort sidder også ved sin computer i Normandiet, da hun fortæller mig om fremtidens store flugt fra storbyen. ”Under den første nedlukning i marts i fjor sad jeg fanget i Cape Town, men da jeg i juni måned endelig måtte rejse hjem til Frankrig, tog jeg direkte ud i sommerhuset heroppe. Og her er jeg blevet lige siden. Jeg er ikke sikker på, at jeg kommer til at bo i byen igen. I hvert fald ikke hele tiden.“ Hun er langtfra den eneste. Mange af mine venner har forladt Paris for altid for at slå sig ned i mellemstore byer som Bordeaux eller i små byer inden for en radius af 100 km rundt om Paris. ”Husene er i Normandiet bliver nu solgt over telefonen, som var det lagkager. Uden at køberne har set dem først,“ fortæller Li Edelkoort. 

Moden celebrerer også den nye glæde ved landlivet. I forbindelse med den seneste haute couture-opvisning byggede Chanel faktisk Grand Palais om til et sydfransk torv. Jacquemus er Paris’ nye sydfranske modefavorit, som aldrig bliver træt af at lovprise provinsens skønhed og bringe landlivet tættere på storbyboerne. For min skyld kan folk bare rejse. Det ville såmænd passe mig fint. Byen ville helt sikkert have godt af et par hundredtusind færre indbyggere. Jeg kommer selv fra landet, og jeg ved, hvad det vil sige at bo derude – sådan rigtigt.

Mademoiselle Lily elsker Paris – muséerne, arkitekturen, caféerne, die Museen, die Architektur, Café-Terrassen, levemåden, de elegante hoteller og den naturlige modem mode, mode. Med sin insiderspalte "Paris, mon amour" rapporterer hun for La Biosthetique fra sit adopterede hjem, hvor hun har været lykkelig i over 10 år.